– Vi finder virkelig mange sjove ting på de her ture, siger Meeah Bjerregaard til TV2 Nord.
Til daglig er hun kokkeelev i Aalborg, men i dag giver hun miljøet en hjælpende hånd på Løkken Strand i anledning af den internationale oprydningsdag World Clean Up Day.
– Der er godt fyldt – og det er rigtig trist, for vi kunne gå her en tur hver dag, og så ville posen være fyldt hver dag, fortæller Meeah Bjerregaard, der sammen med Race For Oceans og Fjällräven vandrede langs vestkysten for at samle skrald op – og samtidig gøre opmærksom på miljøproblemerne.
Det har jo været godt, hvis man ser på, hvor meget vi har fundet. Meeah Bjerregaard, deltager i World Clean Up Day.
50 personer har sagt ja til at deltage i World Clean Up Day, der er den sjette i rækken.
– Det forurener jo vores dyreliv og i sidste ende også os. Vi har det jo allerede mikroplastik inden i os, så derfor er der brug for at få sat fokus på den her udfordring, og det gør man jo kun ved at få set den her udfordring ved selvsyn, siger stifteren af Race for Oceans, Signe Simonsen.
Vil hjælpe naturen
Efter bare tre timer langs kysten, har fangsten været betydelig. Meeah Bjerregaard har selv samlet ét kilo skrald – i alt har de 50 deltagere indsamlet 53 kilo affald.
– Det har jo været godt, hvis man ser på, hvor meget vi har fundet, hvis det handler om at finde mest, men det er jo ikke så godt, fordi vi faktisk har fundet rigtigt meget, fortæller hun.
SÅ MEGET BLEV DER SAMLET IND I 2022
- 60 tusind tons affald.
- 10 millioner cigaretskod.
- 190 lande deltog i oprydningsaktiviteter.
- 15 millioner frivillige deltog.
- 30 millioner timer samlede de frivillige ind i tilsammen.
- 80 procent af landes kommuner var involveret i WCD.
Kilde: Worldcleanupday.dk
Også centralt hos Race for Oceans er stifteren tilfreds.
– Jeg synes, det har været en rigtig fin dag, og det er enormt hyggeligt at møde mennesker, vi ikke har mødt. og det er jo mennesker, der kærer sig om naturen og havet, som vælger at være med i en aktivitet, som vi holder i dag, siger hun.
Meeah Bjerregaard tager gerne en oprydningsdag igen næste år:
– Ja, selvfølgelig – det har bare været en rigtig god dag.
Kilde: TV2 Nord.