Regeringen er blevet enige med erhvervslivet om at indføre et digitalt coronapas.
Det oplyser fungerende finansminister Morten Bødskov (S) på et doorstep sammen med administrerende direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen og administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen.
– Danmark er stadig hårdt ramt af coronapandemien. Men der er dele af det danske samfund, som har behov for at komme videre, og et erhvervsliv, der har brug for at kunne rejse. Derfor er jeg glad for at kunne præsentere det her nye partnerskab, siger han.
– Ekstra tryghed
Coronapasset, der har været længe efterspurgt af både kultur- og erhvervsliv, bliver lanceret på sundhed.dk og vil i første omgang gælde for erhvervsrejsende.
Det er håbet, at den første version vil være klar i slutningen af februar. Herfra fortsætter den digitale udvikling af passet, og håbet er, at man i løbet af tre til fire måneder har en mere færdig og fuldendt teknologisk løsning.
I mellemtiden skal det diskuteres, hvordan coronapasset rent praktisk kan bruges. Det vil afhænge af, hvordan smittesituationen er til den tid, siger Morten Bødskov.
– Det vil være det ekstra pas, som man vil kunne have på sin mobiltelefon, som dokumenterer, at du er blevet vaccineret.
– Det handler om, at vi som land udnytter de teknologiske fordele, vi har. Vi kan blive blandt de første i verden, der har det og kan vise det til resten af verden, siger Morten Bødskov.
Han betegner også det digitale coronapas, som en “ekstra tryghed”, når man genåbner Danmark.
Hjælp til erhvervsrejsende
Det er tanken, at coronapasset skal indeholde oplysninger om, hvorvidt man er vaccineret mod coronavirus.
Oplysninger, som eksempelvis at man er testet positiv for antistoffer, kan komme til senere.
Ifølge administrerende direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen vil coronapasset være en stor hjælp til de erhvervsrejsende, når de skal ud at rejse og ansigt til ansigt mødes med deres forretningsforbindelser.
– Ved at bruge det digitale forspring, vi har, så kan vi åbne for rejser og for deltagelse i kulturlivet i Danmark. Vi kommer til at få glæde af coronapasset i mange år frem, siger han.
Afgørende for oplevelsesindustrien
Sammen med det almindelige, rødbedefarvede danske pas skal coronapasset være med til at lempe de restriktioner, som de erhvervsrejsende for nuværende er underlagt, og særligt inden for oplevelsesindustrien vil det få stor betydning, siger direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen.
En undersøgelse, hans organisation har lavet, viser, at coronapasset vil være afgørende for 7 ud af 10 virksomheder inden for oplevelsesindustrien, fortæller han..
– Det er et lys for ende af tunnelen for rigtig mange virksomheder både inden for eksporten og inden for oplevelsesindustrien. Det betyder, at vi gradvist kan komme i gang med genåbningnen af det danske samfund, siger Brian Mikkelsen.
Smukfest: – Et afgørende tiltag
Når det er sundhedsmæssigt forsvarligt, er det tanken, at coronapasset – på sigt – skal være med til at kunne genåbne Danmark gradvist, så vaccinerede danskere igen kan gå på restauranter, til konferencer, musikfestivaler og sportsbegivenheder, og netop derfor vækker onsdagens nyhed glæde hos en af de store festvalsarrangører, Smukfest.
Her tør talsmand Søren Eskildsen nu forsigtigt tro på, at årets festival bliver til noget.
– For hele kulturlivet i Danmark og os som festivalsarrangører er et tiltag som det her fuldstændig afgørende. Derfor er vaccinepasset også en del af den plan, vi har arbejdet med i månedsvis i forhold til at holde et sikkert og forsvarligt arrangement, siger han til TV 2.
Liberale erhverv lukket
De nuværende coronarestriktioner i Danmark gælder foreløbigt til og med 28. februar.
Restriktionerne betyder blandt andet, at liberale serviceerhverv som frisører, massører, tatovører og køreskoler skal holde lukket.
Ifølge vaccinationsplanen regner de danske myndigheder for nuværende med, at alle voksne danskere, der måtte ønske det, kan være færdigvaccineret i slutningen af juni i uge 26.
Kilde: TV2 Nord.
Foto: Fjord Line.