Mandag den 2. oktober kl. 19 slår Vendsyssel Historiske Museum dørene op for et spændende og fornøjeligt foredrag med seniorforsker, dr. phil. Flemming Kaul fra Nationalmuseet.
Mange kender bl.a. Flemming Kaul fra DR-programmerne ”Historien om Danmark”, hvor han var med til at gøre den fjerne fortid nærværende. Under overskriften ”Solhesten og andre dyr i bronzealderens fascinerende billedverden. Kosmologi og religion” vil han guide tilhørerne gennem bronzealderens fascinerende og mangfoldige billedverden.
Flemming Kaul har i snart en menneskealder været en internationalt anerkendt forsker indenfor mange forskellige arkæologiske områder, men særligt har hans udforskning af bronzealderens righoldige billedverden og kultgenstande, givet genlyd såvel nationalt som internationalt.
Det samme gælder den tidlige jernalders spektakulære offerfund, som f.eks. Gundestrupkarret og Hjortespringbåden. Han er forfatter til et hav af videnskabelige publikationer, men er også kendt som en blændende populærvidenskabelig formidler på skrift i bl.a. Skalk og i en række dokumentarudsendelser i både Danmark og udlandet.
Foredraget finder sted i Det gamle Rådhus på Vendsyssel Historiske Museum, hvor dørene åbnes kl. 18.30. Det koster 80 kr. at deltage. For medlemmer af museumsforeningen er prisen 60 kr. Tilmelding kan ske på mv@vhm.dk, men er ingen betingelse for at deltage.