Af Claus Mørkbak Højrup
Byrådsmedlem
Formand, Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget
Venstre
Hjørring Kommune.
Når udfordringerne presser sig på, kan man vælge at gå konstruktivt til værks eller lukke øjnene for dem.
Jeg har siddet i Sundheds- Ældre- og Handicapudvalget (SÆH) i 6 år, de sidste 2 år som formand. Da jeg trådte ind i SÆH efter Kommunalvalget i 2017 havde udvalget et budget på 1,4 milliarder kroner (1.400.000.000 kroner). I dag har SÆH et budget på 1,7 milliarder kroner, altså EN STIGNING PÅ 300 MILLIONER KRONER OM ÅRET, deri ligger selvfølgelig også pris- og lønfremskrivning.
Alene på voksenhandicapområdet vil udgifterne passivt bliver fremskrevet op til 25 millioner kroner om året, hvis vi blot lukker øjnene og ikke forholder os til realiteterne.
Vi har et ønske om, at menneskene i vores kommune skal have det bedst muligt. På den anden side er der den økonomiske realitet, som en kommune skal forholde sig til. Det er byrådets arbejdsrum.
I det netop vedtagne budget har vi besluttet en FOREBYGGELSESSTRATEGI, hvis formål er to-foldigt, nemlig at gøre noget godt for vores borgere, og (i den rækkefølge) sikre den fremtidige økonomi. Kan man gøre mennesker op i penge? NEJ, men økonomi er en reel faktor, som påvirker mennesker, uanset om man kan lide det eller ej.
Forebyggelsesstrategien på det specialiserede socialområde kører i tre spor.
Spor 1 på SÆH’s område er bl.a. en indsats på botilbud og bostøtte til egne borgere indenfor Hjørring kommunes geografi, altså at folk ikke skal ud af kommunen til eksterne tilbud. Desuden kigger vi bredt på drift, service og struktur. Et eksempel på strukturændringer er bl.a. et nybyggeri på 12 pladser i samarbejde med Domea Hjørring for borgere med fysiske handicap og senhjerneskade på Nordbovej i Hjørring. I forebyggelsesstrategien ligger desuden en del andre tiltag. De bruger-orienterede væresteder er et eksempel på dette Jeg uddyber dette senere i denne tekst.
Spor 2 på Arbejdsmarkeds-, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget (AEU) omfatter indsatser på forsørgelsesområdet hvor man anvender Ungegaranti og Hjørringmodel til at hjælpe unge til ikke at komme på passiv forsørgelse eller på førtidspension. Altså forebyggelse, der tales ikke om at rive forsørgelse væk under fødderne på folk.
Spor 3 er primært forankret i Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget (BFU) og har fokus på at se et ikke-synligt handicap i et livsperspektiv, så vi kan understøtte selvhjulpenhed og selvforsørgelse for særligt udfordrede børn og unge. Altså med andre ord: Vi skal sætte ind med hjælp så tidligt som muligt, og ikke blot efter at børn er blevet 18 år.
Specifikt for værestederne er tanken, at indholdet, aktiviteterne og åbningstiderne i langt højere grad skal bestemmes af brugerne selv. Der sker allerede meget forebyggende arbejde i værestederne, og det vil vi gerne have mere af. Men, brugerne selv, som anvender tilbuddet, som skal have bærende roller.
Er det et skalkeskjul for at lukke værestederne: NEJ. Det ville være det værste om vi kunne gøre. Værestederne afhjælper, at folk behøver bostøtte eller botilbud. Vi vil helst, at folk har brug for så lidt hjælp som muligt, og mit helt klare indtryk er, at det samtidigt er folk eget ønske. Hver gang jeg taler med en bruger af et af vores tilbud, får jeg en klar melding om, at man gerne vil kunne klare sig selv, men at det også virker skræmmende, hvilket er forståeligt.
Jeg vil mødt med udsagn, såsom: ”Mit mål er er komme i arbejde igen.” Hvis sådanne mål skal opfyldes, skal man arbejde med sig selv først. ALLE VIL GERNE HAVE SELVHJULPENHED OG EGENMESTERING, OG HVIS IKKE VI KAN ARBEJDE MED DET I VÆRESTEDERNE OMKRING FOLKS EGEN HVERDAG, HVOR KAN VI SÅ?
Er det her så perfekt? NEJ. Vokser træerne ind i himlen? NEJ. Men, vi kan lave en blød landing nu, hvor vi har en mulighed for at styre tingene, eller vi kan blive udsat for en hård landing senere, når vi mister kontrollen fuldstændigt. Den bløde landing er ikke sjov, men den foretrækker jeg til enhver tid frem for en forceret hård landing.
Jeg besøgte selv Værestedet i Overgade i tirsdags og satte røven i klaskehøjde overfor en stor gruppe af brugerne. Jeg lyttede til deres bekymringer. Nogle af bekymringerne er ubegrundede, f.eks. om tavshedspligter overholdes af frivillige. Mit svar er: Frivillige har også tavshedspligt. En bekymring er de fremtidige kompetencer. Mit svar er: Vi sætter ikke inkompetente folk ind i tilbuddet. Det har vi absolut ingen interesse i.
Men, nogle er deres bekymringer er begrundede og valide, og det er bekymringer, som jeg selv deler. Der er nemlig også en risiko ved dette. Som udgangspunkt skal vi gøre noget godt for disse mennesker, men jeg frygter da også, at hvis vi presser dem for hårdt, så bliver det som en korkprop, man presser under vandet. Når du slipper den, så popper den op med fuld fart. Og for brugerne af værestederne kan det i sidste ende betyde en forværring, som gør deres liv ringere, og så de får brug for mere kommunal hjælp end nu – f.eks. i form af bostøtte eller et decideret botilbud. Derfor skal vi følge dette område tæt fremover.
Vi er NØDT til at arbejde med området, og vi skal arbejde så skånsomt som muligt. Vi kan ikke ignorere realiteterne.
Link til tidligere artikel
Kommunen vil halvere medarbejderstab ved værested i Hjørring
