Jeg tog billedet forleden, fordi jeg gerne vil fortælle, om mine oplevelser med Johannes. Da jeg var ganske ung, blev jeg nødt til at tage billedet lidt fra en anden vinkel, fordi der i dag er cafe, og det ville jeg ikke have med, kun bygnigerne og møllen.
Jeg mødte Johannes (1914 – 1990) første gang i 1974, da jeg arbejdede hos glarmester Barselund i Skolegade i Hjørring. Gamle Hjørringfolk og Hirtshalsfolk husker ham tydeligt, vil jeg tro, han var sgu’ for viderekomne, he, he, men ikke desto mindre var det ham, der lærte mig at ramme billeder ind samt at skære i glas. Håndværk, som jeg har haft meget fornøjelse af i min egen karierre.
En dag blev jeg bedt om at køre ud for at hjælpe Hofmeister med noget glasarbejde. Jeg blev modtaget af maleren selv, nemlig Johannes, en rimelig reserveret mand, men vi fik en sludder om, hvad problemerne var. Hofmeister boede meget spartansk, og den gamle beboelse, som den var dengang, var sgu’ noget utæt i vinduerne, så jeg skulle lave forsatsvinduer i hele huset, så ham og konen kunne holde varmen om vinteren.
Jeg fornemmede, de kun havde til dagen og vejen, altså de betingelser, som kunstnere havde dengang og nu, det har ikke forandret sig. Det har også været mine egne betingelser gennem hele livet, nå, men jeg lavede det store arbejde med vinduerne for Johannes og fik ham blødt lidt op, da han fornemmede, at jeg godt kunne mit håndværk.
Jeg hjalp ham gennem en årrække med at patinere og rive lister til hans malerier i guld og indramning, og efterhånden kom vi på fornavn. Når man først kom ind på ham, var han en dejlig varm person.
PS: Jeg kan godt rode lidt i årstallene, men det må I tilgi’ mig, det er jo et par dage siden, men det er også oplevelser, jeg bærer med mig.
Man kan sige, at Hofmeister var rigtig maler, hans billeder er aldrig blevet rigtig dyre, ej heller hans grafik, men det er nu en gang betingelserne, når man følger sit hjerte gennem livet.
Ære være hans minde.
