I en tid, hvor verden ofte føles sort-hvid, er der et sted, hvor farver og latter stadig regerer suverænt – Vrå Revyen.
Selvom byens årelange revytradition har rødder, der strækker sig helt tilbage til de tidlige dage med tv-skærme i sort/hvide nuancer, så bliver der i år skruet maksimalt op for farverne på scenen. Så fra den 6. oktober kan publikum forvente en spandfuld kulør og satire hældt ud over livets gang i Vrå og omegn.
Instruktør, Anne Mette Nors, og kapelmester, Andreas Svaneborg, mener begge, at i en tid præget af verdens uro og samfundets alvor, er der et akut behov for et frirum, hvor vi kan læne os tilbage og grine, og hvor vi kan glemme hverdagens bekymringer i et øjeblik. Og så skal vi huske, at vi har hinanden.
![Farver og fællesskab på programmet til Vrå Revyen 2 Vraa Revyen 5](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2023/09/Vraa_Revyen_5-Kopi_740x416.jpg)
“Titlen ‘Nu i farver’ skal ikke kun sprede humør, men også minde os om den tid, hvor familier samledes omkring farvefjernsynet i 1950’erne. Det skabte en følelse af samhørighed og fællesskab, som vi gerne vil genoplive her i 2023”, siger Anne Mette Nors.
Nye og gamle ansigter på scenen
De to erfarne revyfolk, Anne Mette Nors og Andreas Svaneborg, står endnu engang i spidsen for Vrå Revyen.
Årets hold på scenen byder både på velkendte ansigter som Lars Boelt, Morten Pedersen, Sven Bertelsen og Helle Larsen-Ledet, der har mange gange tidligere fået publikum til at klaske sig på lårene af grin. Men i år kan man også se frem til at opleve Louise Møller Vejen og Trine Marie Lauritsen, som begge har masser af erfaring fra blandt andet Lundergård Revyen og Hjørring Sommerspil.
![Farver og fællesskab på programmet til Vrå Revyen 3 Vraa Revyen 4](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2023/09/Vraa_Revyen_4-Kopi_740x416.jpg)
Sammen med et velklingende orkester og den altid imponerende gruppe af frivillige bag scenen, er der ingen tvivl om, at Vrå Amatørteater er klar til at levere endnu et brag af en revyforestilling.
Succesen med eftermiddagsunderholdning gentages
Efter en vellykket og udsolgt debut til formatet sidste år er eftermiddagsforestillingen tilbage igen her i 2023. Formand for Vrå Amatørteater, Lisbeth Bak, forklarer, at tiltaget blev introduceret for at imødekomme dem, der måske har svært ved at finde pasning til børnene på en hverdagsaften eller for dem, der har svært ved at holde sig vågne til en hel aftenforestilling. Og det blev overraskende godt modtaget af publikum. Eftermiddagsforestillingen bliver i år søndag den 8. oktober kl. 16:00.
![Farver og fællesskab på programmet til Vrå Revyen 4 Vraa Revyen 3](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2023/09/Vraa_Revyen_3-Kopi_740x416.jpg)
En anden succes, som efterhånden er blevet en hel tradition for det faste revypublikum, er den lækre revy-menu, som serveres i Idrætscenter Vendsyssel inden forestillingerne. Dette bliver også muligt at bestille sammen med sin billet i år forud for både premieren og den sidste forestilling henholdsvis d. 6. og d. 12. oktober.
![Farver og fællesskab på programmet til Vrå Revyen 5 Vraa Revyen 7](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2023/09/Vraa_Revyen_7-Kopi_740x416.jpg)
Billetter til både revy-menu og forestillinger, som spilles den 6., 8., 9., 10., 11. og 12. oktober, kan allerede nu købes elektronisk på www.datsbilletten.dk.
For dem, der har brug for assistance ved billetbestilling, er der mulighed for at sende en SMS til 51 80 14 69 eller en e-mail til vraaamatoerteater@gmail.com.
Så kan man blive ringet op og få personlig vejledning gennem købsprocessen.