Billetsalget til dette års Jazzy Days festival i Tversted i uge 42 går forrygende med allerede tre udsolgte koncerter.
Koncerten med Sanne Salomonsen og Chris Minh Doky trio lørdag den 21. oktober i Klitgården er den hurtigste udsolgte koncert i Jazzy Days historie.
Alle løsbilletter var solgte i løbet af et døgn. Dertil kommer, at samtlige 60 Jazz Pazz, som gælder til alle koncerter på Klitgården, er udsolgte.
De sidste tre aftener sælger også godt, og der er stadigvæk billetter at købe på hjemmesiden.
Nu er alle de 30-40 frivilliges opgaver stort set på plads. Det gælder alt fra at stå i baren, gøre klar til koncerter, hente og bringe musikere fra Aalborg Lufthavn og mange andre opgaver.
Bestyrelsen holdt søndag det sidste bestyrelsesmøde, inden det går løs lørdag den 14. oktober, og så kom der styr på de sidste ting.
– Nu er vi klar til at holde en uges jazzfestival i Tversted, og vi glæder os vildt meget til det. Det er 25. gang, vi holder Tversted Jazzy Days, og vi synes selv at vi har et forrygende program klar til vores trofaste publikum, siger formand Niels Ole Sørensen.
Med det program må der naturligvis være rigtigt mange solgte billetter på forhånd. Vi turde da ikke vente med køb, da salget af billetter blev sat igang. Og naturligvis er der i god tid styr på det hele. Vi glæder os rigtigt meget til at deltage i JazzyDays 2023. Kh fra Trine og Jørgen