Racerkøreren Steffen Lindgren Hansen fra Hjørring vandt begge heat ved søndagens afdeling om det danske mesterskab i motorsportsklassen Arion Racing.
Løbet blev kørt på FDM Jyllandsringen ved Silkeborg, og Team Lindgrens kører var i hopla. Trods problemer med det ene forhjul kom han hurtigst i mål i første heat 21 sekunder foran Kurt Jepsen og på tredjepladsen Asger Thierry.
I andet heat var Steffen Lindgren Hansen suveræn i mål 34 sekunder foran nummer to Kurt Jepsen og med Kim Sunesen som nummer tre.
Arion Racing Scandinavia klassen kører løb sammen med Seven Racing, og tæller man alle kørerne med, var Steffen Lindgren Hansen også samlet klart hurtigst.
I den kommende weekend køres sidste afdeling og DM-finalen på Padborg Park. Her kan Team Lindgren sikre sig det første danske mesterskab i Arion Racing klassen efter tidligere at have vundet mesterskaber i Seven Racing.