Svend-Erik Andersen: Iltsvind er den største trussel mod havmiljøet

Af Svend-Erik Andersen

Formand for Danmarks Fiskeriforening

Så faldt 10-øren, kan man fristes til at sige. For gennem den seneste tid har stort set samtlige medier i kongeriget beskrevet, at den absolut største presfaktor i vores havmiljø er iltsvind. Hvis ikke det var fordi, at baggrunden er så uendelig trist, ville jeg have draget et lettelsens suk. For dækningen viser, at det ikke er fiskeriet, der bærer det primære ansvar for, at fiskene er forsvundet fra vores kystnære vande.

Eksperterne peger ganske entydigt på, at det er udledningen af næringsstoffer fra land, der er det altoverskyggende problem i de kystnære vande. I kombination med de stigende havtemperaturer har vi ingredienserne til en giftig cocktail. En cocktail, der gjorde, at man i september målte det næsthøjeste niveau af iltsvind i Danmark nogensinde. Et ganske deprimerende fund, som flugter med Berlingskes fotoreportage, hvor man gennem et år har dokumenteret, hvor grelt det står til i de danske fjorde.
Fakta først

For at få fakta på plads så viser myndighedernes opgørelser, at 70 procent af nærringstofferne, der ender i vores havmiljø, kommer fra landbruget. 10 procent fra såkaldte punktkilder, hvor spildevand indgår. De sidste 20 procent er en såkaldt baggrundsbelastning, der opstår, når planter og dyr bliver nedbrudt.

Baggrundbelastningen er dermed vanskelig at gøre noget ved. Derfor skal blikket rettes mod de andre syndere.

I landbruget har man påtaget sig en del af ansvaret, og man er klar til at handle hurtigt for at nedbringe udledningen yderligere. Det er gode takter, og jeg håber, at landbruget og regeringen i fællesskab kan sætte handling bag de ord. For det er der brug for.
Rød, gul og grøn

I Vejle, hvor jeg bor, har vi et lysreguleringssystem, der viser, hvornår vandet i fjorden er velegnet til at bade i. Når det har regnet for meget, lyser lamperne rødt. For når det regner, er der overløb fra rensningsanlæggene, og så frarådes badning i fjorden.

Jeg er ikke i tvivl om, at overløb og udledningen af spildevand lokalt kan have stor betydning for vandmiljøet. Derfor skal der altså også tages fat her. Velvidende, at det er både bekosteligt og besværligt.

Det gælder selvsagt også, at der skal sættes ind over for virksomheder som RGS Nordic, der ligger ved Skælskør på Vestsjælland. RGS Nordic har stablet en god forretning på benene ved at rense norsk spildevand. Spildevand, som er så forurenet, at nordmændene ikke skal nyde noget af at få det spredt i havet. Og spildevand, der er af så kras en blanding, at fiskene i Agersøsund i dag er forsvundet.
Fiskeriet skal bidrage

Det er befriende og rigtigt, at både landbruget og miljøministeren, som har udråbt sig selv som havets minister, er klar til at tage ansvar for at forbedre havmiljøet. I fiskeriet skal vi, set med mine øjne, også gøre, hvad vi kan, og påtage os vores del af ansvaret for genopretningen af havmiljøet.

Jeg ved, at vi i fiskeriet allerede har gjort meget. Fiskeriet i Østersøen er stort set indstillet. Vi har hugget trawlere op i stor stil i kølvandet på den tragedie og i kølvandet på Brexit. Vi fisker ikke med trawl på 70 procent af havbunden, og på en endnu mindre del af de indre farvande, hvor vi fx kun har trawlet i 10 procent af Bælthavet. Alligevel er jeg klar til at gå i dialog om, hvad vi derudover kan gøre for at vende udviklingen.

Men mit engagement afhænger helt og holdent af, at der bliver leveret over hele linjen. Det gælder ikke kun udledningen af næringsstoffer. Det gælder i den grad også andre presfaktorer som sæl og skarv. Når DTU siger, at man ikke kan genoprette fiskebestandene, før der bliver gjort noget ved skarv, er det altså et oplagt sted at tage fat, hvis man ønsker at genoprette økosystemet.

Link til relateret indlæg

Svend Erik-Andersen: Havmiljøet i fokus