I morgen, lørdag eftermiddag kl. 13.00 på Hals Kunststofbane spiller Hirtshals Boldklubs førstehold den vigtigste kamp i flere år. Det gælder kampen mod hjemmeholdet Hals, der er den nærmeste konkurrent til oprykningen til serie 1.
NordsøPosten har forud for kampen talt med cheftræner Jesper Ladefoged Andersen, der fortæller:
– Vi tager til Hals med forventningen om, at det bliver sæsonens sværeste kamp. Hals skal vinde, hvis de skal have forhåbninger om at tage førstepladsen fra os. Modsat kan vi nøjes med et uafgjort resultat. Jeg forventer derfor, at Hals vil gøre alt for at slå vores stime som ubesejret i stykker.
– Vi går topmotiverede ind til denne her kamp, og vi vil kæmpe med alt, vi har for at sikre oprykningen allerede her i sæsonens fjerdesidste kamp. Det vil være en rigtig stor bedrift fra vores side. Men igen, det bliver vanvittigt svært! Hals har ikke tabt en kamp, siden de tabte på vores hjemmebane i en kamp, hvor vi sikrede sejren i overtiden. Så det er et stærkt hold, der fortjener at ligge i toppen af rækken og være med i oprykningskampen.
– Vi håber, at rigtig mange fra Hirtshals vil tage med til Hals og støtte os, og vi lover jer en virkelig god kamp, hvor vi forhåbentlig kan sikre os mindst det ene point, der giver os oprykningen.
– Vi tager til Hals med 14 rigtig stærke og topmotiverede spillere. Truppen er ramt af lidt afbud og skader, men heldigvis har vi en dejlig stor førsteholdstrup, så vi kan tåle det. Alle spillerne i truppen kan spille flere forskellige pladser på banen, så det er et hold, der er omstillingsparat på de forskellige positioner. Det giver os mulighed for en fleksibel taktik og gameplan på dagen. Jeg er sikker på, at vi lørdag ta’r afsted med 14 spillere, der vil give alt, hvad de har.
– I forhold til sæsonen, kan vi simpelthen ikke bede om mere. Vi har vundet 9 kampe og spillet en enkelt uafgjort indtil videre. Det er virkelig stærkt gået af holdet. Jeg må ærlig indrømme, at jeg ikke forventede dette, da vi startede sæsonen, men spillerne har taget konceptet og de taktiske ting virkelig godt til sig og udført det på allerbedste vis i kampene. Det vidner også om den kvalitet, vi har i truppen. Vi har det bedste hold offensivt og har scoret hele 31 mål – flest mål af alle hold i rækken. Mange forskellige spillere bidrager med scoringer i kampene. I den modsatte ende af banen har vi en stærk defensiv, der kun har lukket 12 mål ind i de 10 kampe – færrest af alle hold.
– Vi har vundet nogle gode kampe, og vi har vundet nogle mindre gode kampe. Det gør vi, fordi vi kæmper for tingene og ikke giver op. Noget af det, vi har arbejdet mest med, er vores spil med bolden. Det synes jeg, vi er blevet rigtig gode til, hvilket man også kan se i kampene. Vi tør spille bolden og tage chancer. Nogle gange koster det, men vi tør gøre det, og heldigvis laver vi selv så mange mål, at vi kan tillade os at spille på den måde.
– Vi håber, det vil fortsætte i kampen i morgen mod Hals. Vi er klar til at lægge nervøsiteten til side og gøre alt for at få det ønskede resultat med os hjem til Hirtshals. Så bliver det en rigtig god lørdag, slutter Jesper Ladefoged.
Endnu en gang appellerer cheftræneren til, at rigtig mange fra Hirtshals vil drage til Hals i morgen og give spillerne den opbakning, der skal til, for at oprykningen kommer i hus.
NordsøPosten ønsker spillerne al mulig held og lykke og vil naturligvis følge den spændende kamp i Hals.