Onsdag den 11. oktober klokken 11-12 er der på byggepladsen bag McDonald’s på Frederikshavnsvej i Hjørring første spadestik på Hjørringskolens K2-Afdeling.
Hjørring Kommune har igennem længere tid haft planer om at opføre en ny bygning til Hjørringskolens K2-afdeling ved Muldbjerg Undervisningssted.
‑ Vi er nu klar til at tage det første spadestik på vores nye bygning til elever i specialklasser. Den nye bygning skal være med til at give vores elever de bedste betingelser for at lære, udvikle sig og trives. Nu glæder vi os bare til, at eleverne og personalet kan tage bygningen i brug, siger Sven Bertelsen, som er medlem af Børne, Fritids- og Undervisningsudvalget samt Hjørring Byråd.
Til første spadestik på projektet deltager politikere fra Hjørring Byråd, Bygherreudvalget, arkitekt, rådgivere og entreprenører.
Bygningen er tegnet af Arkitektfirmaet Bundgård fra Hjørring, som også er totalrådgiver på projektet. Arne Andersen Vrå A/S er hovedentreprenør.
Undervisningen på K2-afdelingen er kendetegnet ved meget små hold, hvilket giver mulighed for at imødekomme elevernes individuelle behov.
Den nye bygning kommer derfor til at rumme lokaler til to klasser med hver 6-8 elever samt to fællesområder med pædagogisk køkken, toiletter og hygiejnerum, et stort motorikrum og syv mindre undervisningslokaler. Herudover bliver der personalefaciliteter i form af forberedelseslokaler til medarbejderne, kontor til ledelsen og mødelokale.
– Vi glæder os utrolig meget til, at vi kan tage de nye faciliteter i brug. Medarbejderne på K2-afdelingen arbejder målrettet for at skabe de mest optimale læringsbetingelser for eleverne og sikre, at de gennem deres skoledag oplever at mestre og blive bedre.
– Vores aktiviteter veksler mellem kendte og nye, så vi kan imødekomme både behovet for genkendelighed og udvikling, og dermed skabe et læringsmiljø, hvor hver dag er en mulighed for vækst og selvtillid, fortæller Lene Hangaard, Skoleleder K2 Højenehuset samt OK afdelingen.
Det er planen, at bygningen skal tages i brug efter sommerferien i 2024.
Program onsdag:
Velkomst
Tale ved Sven Bertelsen, Hjørring Byråd/Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget
Tale ved Nils Bundgaard, Projektleder, Arkitektfirmaet Bundgaard
Tale ved Lene Hangaard, Skoleleder K2/Højenehuset samt OK afdelingen
Første spadestik foretages af personale og elever fra Højenehuset
Om Hjørring Kommune
Hjørring Kommune er med sine knap 65.000 indbyggere den næst største kommune i Nordjylland centralt placeret i Vendsyssel og dermed i centrum af Skandinavien og Nordeuropa.