I et villakvarter i den centrale del af Hjørring ligger nu en lille ny børnehave ved navn Børnehuset HPR.
Børnehuset HPR hører under Hjørring Private Realskole og åbnede dørene for de første børn og deres familier 1. september 2023.
– Det har været vigtigt for os at skabe et lille børnehus med plads til nærværende voksne, som kan give børnene den ro og tryghed, som er afgørende for det lille barns udvikling, udtaler pædagogisk leder, Karina Holm.
Børn og personale har nu været flyttet ind i de nye lokaler på H. F. Bjørns Vej lidt tid og har efterhånden fundet deres hverdag i det nye hus spækket med inspirerende læringsrum og en stor kuperet legeplads med rige muligheder for at udfolde ens fantasi og nysgerrighed, når børn og voksne sammen går på opdagelse.
– Jeg bliver oprigtig stolt, når jeg ser, hvordan vores børn sammen med personalet har indtaget vores nye rammer. Alle vores pædagogiske tanker, som danner grundlaget for indretningen af vores mange læringsrum, udfolder sig, når vi ser, hvordan vores børn finder tryghed til at udvikle sig gennem leg og pædagogiske aktiviteter med det enkelte barn og børnefællesskabet for øje, fortæller Karina Holm og tilføjer:
– Og så glæder vi os bare til at tage vores nye, flotte børnehus endnu mere i brug i den kommende tid – og selvfølgelig til at vise det frem for alle interesserede lørdag den 4. november.
Programmet for dagen
Kl. 10.00: Åbningstaler ved 1. viceborgmester, Per Møller, og pædagogisk leder, Karina Holm, samt klipning af rød snor
Kl. 10.20: Musikalsk indslag med musiklærer Marianne Steensen, som har Børnehusets helt egen Musik-Magda med
Kl. 10.45-11.30 Lidt godt til ganen og mulighed for at se vores flotte børnehus inde som ude.
Børnehuset HPR inviterer lørdag den 4. november kl. 10.00-11.30 til officiel åbning af den nye børnehave på H. F. Bjørns Vej 19, Hjørring, ved 1. viceborgmester, Per Møller.
Foto: Børnehuset HPR.