Udstillerne hygger sig, og besøgende på den flotte fællesstand fra Hirtshals Service Group på fiskerimessen DanFish International får også lækre smagsprøver fra det nordvestlige hjørne.
Hirtshals Fiskefestival og Ole Kjærsgaard Nielsen fra Nordsøen Oceanariums meget roste køkken serverer nemlig smagsprøver på Årets Sild og Årets Bjesk. Restaurant Lilleheden vandt konkurrencen om Årets Sild, og BjeskTeam NordsøPosten lavede den bedste bjesk 2023.
Humøret er højt på standen i Aalborg Kongres & Kulturcenter, og sådan en messe handler rigtig meget også om at pleje og hilse på eksisterende kunder og så naturligvis arbejde på at få nye kunder. Plus naturligvis at hygge sig med kolleger, samarbejdspartnere og måske konkurrenter hjemmefra.
Hjørring Kommunes samlende erhvervsorganisation, Business Hjørring, er også med på standen, og på førstedagen fik erhvervskonsulent Henrik Dam en god snak både med det stærke lokale hold af dygtige virksomheder og med en del, som gerne ville høre mere om mulighederne i Hjørring Kommune.
Der er gratis bustransport til og fra messen, som slutter torsdag. Torsdag er der afgang klokken 08.30 fra Skaga Hotel Hirtshals og klokken 08:50 fra trafikcenter på Frederikshavnsvej i Hjørring.
Torsdag er der afgang mod nord klokken 16.30 med ankomst i Hirtshals cirka klokken 17.45. Billetter til messen udleveres i bussen. Bussen er sponsoreret af Hirtshals Fiskeriforening, Nordrep og sammenslutningen af notbåde i Hirtshals.
Du kan se NordsøPostens tidligere omtaler af DanFish