Bindslev Skoles 4. klasse besøgte denne torsdag Skeen Møllegaard. Her havde klassen en aftale med Irene Bastholm, som tidligere har undervist på Bindslev Skole.
Skeen Møllegaard er Irene Bastholms barndomshjem lidt udenfor Uggerby. Det er da også Irene Bastholm og hendes mand Kaj Kristensen, der med nænsom hånd og begavet ånd har forvandlet gården og stedet til en smuk kulturel og lokalhistorisk perle af de helt sjældne, hvilket vel at mærke er sket uden offentlig støtte endsige anden tilskyndelse end kærlighed til gården og egnen.
Ankommet til stedet fik klassen ikke bare en rundvisning i de lokaler, der møjsommeligt og med stor lokalhistorisk indsigt er indrettet for at dokumentere gårdens historie i slægtens eje og dens betydning for lokalsamfundets udvikling, men også sat stedet og området ind i det helt lange historiske tidsperspektiv fra stenalder til nutid. I historiens løb har der været tre møller i forbindelse med gården. I dag er den opstemmede møllesø dog borte og afløst af en naturskabt sø med udsatte ørreder og ål samt dammuslinger.
Det lokalhistoriske overflødighedshorn er umuligt at yde retfærdighed med få ord, fordi det rummer så mange små historier, som dog heldigvis via værtens viden og formidlingsevne er flettet flot sammen til en sammenhængende fortælling om hendes slægts rødder på Skeen Møllegaard.
Det var da også en flok imponerede børn, der undervejs havde lyttet intenst og som mætte af både værtens hjemmebagte kage og alle indtrykkene kunne returnere til Bindslev Skole.