Vores gode kollega, medarbejder i Fortuna-Dana Cup koncernen, Torben Trudslev Pedersen, er død, 42 år gammel – et enormt savn melder sig. Torben var ikke blot en fremragende video-medarbejder, han var en strålende ”medspiller” på alle fronter.
Han var ved sidelinjen, og han var med på hele banen. Spillerne tog ham til sig som en holdkammerat, og han fulgte dem med et enormt engagement.
Torben Trudslev Pedersen kom til Fortuna/Dana Cup ved årets start i 2021. Men allerede i 2013, da Fortuna mødte svenske Tyresö I UEFA Champions League, arbejdede Torben sammen med Fortuna. Han fulgte, som videofotograf, holdet til opgøret i Sverige.
Inge tvivl om, at Torbens hjerte brændte for fodbold og når denne kærlighed kunne kombineres med hans store kompetence i forhold til videoproduktion, blev det tæt på det ideelle.
Det var ikke alene kvindefodbold, der engagerede Torben. På hjemmebanen i Pandrup havde man også enorm glæde af hans tydelige, klare stemme, når han betjente stadionspeakerens mikrofon ved Jetsmarks kampe.
Netop stemmen var en anden af Torbens store kvaliteter. Den blev bl.a. meget andet også benyttet, når han havde sit eget ugentlige radioprogram på Skaga FM.
I sommer måtte Torben sygemelde sig. Han var ved godt mod, og vi andre så frem til en raskmelding. Det gik imidlertid den forkerte vej med helbredet, og onsdag måtte han opgive kampen.
Kilde: Fortuna Hjørring.