Den 17. oktober bliver en festlig dag i Bistrupkirken i Hjørring. Først tirsdagscafé med foredrag kl. 14 om Exner og kirkens udsmykning. Kl. 15 nyt foredrag om Dronning Margrethe, som tog første spadestik til kirken. Kl. 16 er der åbent hus med bog-lancering, bobler og godt til ganen. Her præsenterer menighedsrådet og Hasse Boe nemlig mini-bogen “Bistrupkirken 2023 – nu, før og i fremtiden.”
– Jeg er taknemmelig for den kreative opgave med at skrive bogen om Bistrupkirken og skabe sidernes layout med Hans Ravns flotte fotos. Jeg lægger også hjerteblod i at fortsætte min foredragsrække i Bistrupkirken om mine oplevelser over 50 år som journalist ved aviser, radio og tv. Ved tirsdagscafé 17. okt. kl. 14 og 15 er det oplagt, at jeg med film-klip, fotos og anekdoter fortæller om mine møder og tv-interviews med Dronningen og med Bent Exner, fortæller Hasse Boe.
Alle er velkomne til både tirsdags-foredrag kl. 14 og 15 samt til åbent hus kl. 16 i anledning af den nye mini-bog om Bistrupkirken.