Af Søren Smalbro
Fmd. Teknik – og Miljøudvalget
Venstre i Hjørring Kommune
Går man en tur på gårdspladsen eller for den sags skyld, åbner man bare et vindue, – ja så mærker man et barskt og koldt vejr for tiden.
Det samme gør sig desværre, langt hen ad vejen, gældende i vores gode gamle liberale parti, Venstre. Her er der også, for tiden, et barskt og koldt vejr.
Enhver ved at der igen bliver forår, græsset vil grønnes, træerne springe ud og vinteren glider i baggrunden.
Mange spørger, hvad nu med Venstre, når både Lars Løkke og Inger Støjberg har meldt sig ud?
Svaret er at Venstre jo står for det samme i dag og i morgen, som vi stod for inden ”uvejret brød løs”. Frihed under ansvar med mennesket i centrum, retten til at træffe egne valg, fællesskab, økonomisk ansvarlighed, stram udlændingepolitik, styrkelse af mindre byer og landområder, altid arbejde for bedre forhold til erhvervslivet, turisme, fritids- og kulturlivet – ja man fristed jo til at blive ved.
Ovenstående er kerneværdier vi i Venstre, hver eneste dag, vil kæmpe for. At to, nu tidligere, markante profiler i Venstre har meldt sig ud, ændrer ikke på hvad Venstre står for såvel nationalt som lokalt.
At den seneste tids store personfokus er ærgerligt og trist er ikke til diskussion og ingen i hverken den tidligere eller nuværende partitop kan sikkert sige sig fri for at have begået fejl. Flere andre partier har været igennem lignende kriser og er kommet styrket ud ”på den anden side”. Sådan bliver det også i Venstre, det bliver forår igen.
Vi skal videre, der er hårdt brug for Venstre, såvel nationalt, regionalt som lokalt. Inden længe begynder vi for alvor at rette blikkene mod efterårets kommunal – og regionsrådsvalg.
Der bliver brug for alle kræfter, lad os stå sammen, så skal vi nok lykkes med et rigtig godt resultat og forhåbentlig en borgmesterkæde i Hjørring.