På Vendsyssel Kunstmuseum kan man frem til 25. februar 2024 se udstillingen VERDENS LEGE… og det er der alle mulige gode grunde til at gøre…
Unge tibetanske munke spiller badebold i bjergene…
Piger spiller roller fra Titanic på en skibskirkegård et sted i Sibirien…
I Nordvestgrønland leger børn, at de er på arbejde…
I Etiopien overvejer to børn, om de gider mere fodbold, mens farverne spiller omkring dem…
Fire udvalgte nedslag fra udstillingen om børns lege verden over… udvalgt fordi motiverne gjorde stort indtryk, da jeg besøgte museet forleden i forbindelse med en søndagsrundvisning…
Vi ved det godt: Uanset livsvilkår udfoldes børns leg med alle de elementer, der skal til, for at de kan begå sig senere i livet… Livsbekræftende ja, men det er kompliceret stof, som det kan være svært at komme rigtigt rundt om på en hyggelig udstilling i Hjørring… når børn spiller fodbold i en flygtningelejr til akkompagnement af lyden fra faldende raketter og luftalarmer, har det så samme indhold, som hos de børn der spiller fodbold på fællesarealet i en dansk soveby? Og hvilken karakter har deres næste fællesleg? Hvem skal være de gode og hvem de onde, og hvornår bliver legen alvorlig?
I bogen NÅR VI ÅNDER I TAKT får man formidabelt indblik i, hvad der sker, når børn påføres meningsløse aktiviteter… Niels Hausgaard fortæller – om at fortælle historier forstås – om meningsløshed og meningsgivende aktiviteter… så vidt jeg husker, bruger han ikke ordet leg, men fortæller om at gøre noget, der gav mening…
Af og til gav disse meningsfyldte aktiviteter så lidt mening for de voksne i Hirtshals Kommune, at den unge Niels måtte på opdragelsesanstalt, men det er jo en helt anden historie, som måske opstod ved, at han som barn blev sat til det ene meningsløse gøremål efter det andet grundigt overvåget af en allestedsnærværende gud i det høje…
Der sker noget, når voksne blander sig i børns leg… jeg vil ikke afvise, at det kan være nødvendigt, men som udgangspunkt ændrer legen karakter: Fodboldspillet bliver til sport, der bliver til konkurrence, der bliver til udgrænsning, og de udgrænsede må så nøjes med den streamede virkelighed i weekendernes højdepunkt af goalshows, hvor brød og skuespil forhindrer beskuerne i at tilegne sig blot en lille flig af livsduelighed, mens stjerner underholder med gager, der ikke blot grænser til det uanstændige, men også udpeger retningen på den næste udgrænsning…
Når børns læring sættes i system, så sætter vi børnene i skole, som vi så sætter i system efter system efter system… så meget at det nu er blevet politisk korrekt at frisætte skolerne og overlade dem til xperterne… så nu får meningsfulde lege kronede dage…
Når børns leg kommer på kunstmuseum er der også sket noget… kuratering, udvælgelse, fravalg, tilvalg, men der sker også noget i hovedet på de besøgende… lige fra næsten ingen hjerneaktivitet til sprudlende inspiration… og fascination af legene, billedmageriet, farverne, opsætningen, stemningen, mylderet i museumsbutikken og en vurdering af kaffen i cafeen…
Og ingen voksenkurateret udstilling om børns leg uden en installation lavet af en voksen for voksne med trang til leg og samvær… Hartmut Stockters BIODIVERSITETSFLIPPER appellerer til, at du giver fanden i god opførsel, bryder grænser og byder dine ukendte medbesøgende op til et flipperspil, hvor det handler om at øge biodiversiteten og undgå at ryge i Bæredygtigt Landbrugs altfortærende malstrøm af lobbyisme og misinformation… skal det flipperspil lykkes, så kræver det mod og hårdt arbejde – igen og igen OG…
Lige netop derfor er det en god ide med et årskort… man kan komme igen for de samme penge, og det vil jeg gøre…
I forbindelse med mit første besøg missede jeg, at man kan se eller gense Jørgen Leths DET LEGENDE MENNESKE, så den vil jeg se næste gang…
Forinden har jeg så forhåbentligt lagt øjne og ører til børnebørnenes egne fortolkninger af meningsfuldhed..
PS. Værkerne og deres ophav skal selvfølgelig ses på udstillingen…
Foto: Elling.