– Halloween er jo synonym med uhygge og bloddryppende historier, siger formanden for Hirtshals Handel & Erhverv Tommy Høj. Men i vores arrangement indgår der normalt kun teaterblod.
– Det bliver nu lidt anderledes, da bloddonorerne i Vendsyssel har spurgt om de må få en stand til vores arrangement på fredag for at hverve nye medlemmer. Det gode initiativ vil vi naturligvis gerne støtte, så vi har sagt pænt ja tak til at de kommer, tilføjer Tommy høj.
I 2023 har Bloddonorerne i Region Nordjylland en målsætning om at hverve 6000 nye donorer. Bloddonation er frivilligt og noget, man som borger aktivt skal melde sig til, og bag hvervning står også frivillige kræfter i form af bestyrelsesmedlemmer fordelt på 5 korps i Nordjylland og andre frivillige, der melder sig til at deltage i fx arrangementer, messer og andre steder, hvor vi kan komme ud og fortælle om bloddonorsagen.
– Bloddonorerne i Vendsyssel har hovedsæde i Hjørring, hvor også blodbanken ligger, men vi dækker hele Vendsyssel og arbejder for at tiltrække nye donorer i hele området. I Vendsyssel har vi en målsætning om at skaffe 1500 nye donorer i år, og vi arbejder hårdt for at nå vores mål, fortæller Malene fra bloddonorerne.
For at blive bloddonor skal du:
* Være mellem 17 og 65 år
* Være sund og rask
* Veje mindst 50 kg
Det er altså krav, som rigtig mange danskere lever op til – og de mangler mange flere! Er du i tvivl, om du kan give blod, så tag testen: Kan jeg blive donor?
– Hver gang, du giver en portion blod, kan du være med til at redde 3 menneskeliv. Det’ da ikk’ så ringe endda, slutter Malene.