Så har Hjørring Bibliotekerne igen et dugfrisk program klar – denne gang for november-december måned.
Biblioteket byder på blandt andet filmaktuelle Ole Bornedal, som fortæller om et langt og spændende filmliv, og om hvorfor han nu vender tilbage med ”Nattevagten 2”.
Den unge instruktør Christian Andersen beretter på Hirtshals Bibliotek om sin film ”Synkefri”, der tager udgangspunkt i det tragiske dobbeltforlis i Hirtshals i 1981.
Ligesom kræftrådgiver Lone Winther Christensen som tidligere omtalt giver sin personlige og gribende historie om at komme videre efter et liv med kræft, baseret på bogen ”Kræft og hvad så nu?”
Derudover er der Spil Dansk Dag, Litteratur i bevægelse og morgensang samt sjov & oplæsning om verdens mest elskede skarnsknægt, Emil fra Lønneberg, som fylder 60 år – og meget, meget mere.
Som noget nyt kan man nu også – til udvalgte arrangementer – bestille tapas før foredraget.
Hent et trykt program på dit bibliotek, hvor du også kan købe billetter – eller læs mere og bestil billet på bibliotekets hjemmeside!