Supervin.dk med hovedkvarter i Højene, en del af Dejlige Hjørring, stod fredag og lørdag for to meget vellykkede vinfestivaler først fredag på Portland Park i Aalborg og lørdag eftermiddag på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.
Begge steder deltog cirka 750 vininteresserede mennesker fra nær og fjern, og det blev som altid en rigtig god oplevelse for alle.
NordsøPosten deltog i vinfestivalen i Hirtshals, hvor der senest var Supervin Festival i 2019. En ufrivillig pause var forbi, og stemningen var godt kørende allerede fra Nordjyske Jernbaners særtogs afgange fra banegården i Hjørring.
Vinfestivalen er foruden store smagsoplevelser på alverdens gode vine og den altid meget lækre buffet fra arrangørerne, også et gensyn og nye møder med gode mennesker. Det er hyggeligt.

I år manglede nogle hundrede norske gæster på Nordsøen Oceanarium, og det skyldtes, at den norske krone lige nu ikke er vildt meget værd. Det er i øvrigt et billede, som viser sig mange steder i det nordjyske område; at norske gæster mangler!
– Det er naturligvis ærgerligt, at vores norske venner ikke kom i år, og så håber vi, at situationen er anderledes næste år. Vi er dog meget tilfredse med arrangementer, sagde Mads Jensen fra Supervin.dk til netavisens udsendte.

Han sørgede for, at de mange besøgende kunne opleve 65 vinproducenter fra hele verden og smage cirka 340 forskellige rødvine, hvidvine, champagne, mousserende vine og portvine.



