Trods flere afbud og et par stykker, som helt udeblev, trodsede 17 friske vandrekvinder og ditto mænd vejrudsigten og fulgte i går med Birthe Nesgaard Johansen på en meget våd tur i Slotved Skov.
– Selvom vi alle erfarede, at vores vandtætte regntøj og fodtøj ikke er spor vandtæt, når himlen åbner for bruseren med vedvarende tætte stråler i over to en halv time, og fingrene var stive af kulde, så tror jeg, at alle syntes, det var en god tur, fortæller Birthe Nesgaard Johansen fra gruppe Vandrefuglens Univers.
– På trods af regnen poserede masser af flotte dådyr og enkelte krondyr for os flere steder på ruten.
Jeg måtte flere steder improvisere og ændre på ruten netop pga. dyrenes placering og sumplignende stier og områder, så der gik da også lidt Indiana Jones i den med ujævne og kuperede dyreveksler og ikke afmærkede stier. Men selvom jeg prøvegår og planlægger fodsporene nøjagtigt på alle søndagsturene, er det ofte, jeg må finde alternativer, men sådan er det nu en gang, og det giver jo også nye oplevelser. Vores sædvanlige frokostpause blev udskiftet med 5 minutter delvis under overdækning til at sluge en lille hapser, uddyber Birthe Nesgaard Johansen.
Endnu en gang efter aftale med graveren Anette var Sindal gamle Kirke lukket op for Vandrefuglens Univers, så de kunne komme ind og dryppe af og få varmen, imens de nød den smukke kirke. Anette havde tændt lys og sat varme på. Da Birthe Nesgaard Johansen med sin mobiltelefon ville tage et billede af det smukke alter, oplevede deltagerne noget meget mystisk og fantastisk smukt, men også lidt uhyggeligt. Man kan se på billedt herover, hvordan Kristusfiguren sender lysstråler ud fra fingrene, idet strålerne dannede et stort spind af lys. Det var ifølge tovholderen på samme tid både fascinerende og lidt skræmmende, men selvom det ikke er danskernes tradition, så er det jo halloween i morgen.
Det skal afslutningsvis indskydes, at den oplevelse fandt sted, før tovholderen og deltagerne havde været til ølsmagning med Flemming Starcke, som er formand i den lokale afdeling af Danske Ølentusiaster.
Foto: Birthe Nesgaard Johansen.