Hjørring Kommune er en del af et regionalt samarbejde om at få studerende og højtuddannede ud i virksomhederne. Initiativet kaldes ’Vækst via Viden’.
Interessen blandt de lokale virksomheder har overgået alle forventninger: 148 pct. realisering af måltallet for Hjørring Kommune med 208 forskellige samarbejder.
Business Hjørring har tidligere spurgt to af de lokale virksomheder, som ansætter højtuddannede, hvad det tilfører deres virksomhed:
Mads Larsen, RuleStore: ”Studerende har givet os noget, vi ikke selv kunne løse. Der er helt sikkert kunder, vi ikke ville have haft i dag, hvis ikke vi havde taget de studerende med på rejsen”.
Vibe Gro, PileByg: ”Vi har lært, at hver gang, vi henter eksterne kompetencer ind, så løfter det os. Og det kan man gøre på mange måder, f.eks. projektgrupper, der kommer ind og sparker til os. Så min anbefaling til andre er: Investér i de eksterne kompetencer! Det løfter virksomheden, det løfter produktet”.
Business Hjørrings erhvervskonsulent Tinna Holmager Olesen oplever, at de studerende og nyuddannede ofte kan udfylde områder, som virksomhederne er bevidste om er vigtige, men samtidig har svært ved at få løst på anden vis. For tiden ligger behovet primært indenfor det grønne område og markedsføring.
”At ansætte en studentermedarbejder til at varetage opgaver, som opslag på de sociale medier eller sende nyhedsbreve ud, er godt givet ud”, fortæller hun. ”Ofte er det den mindre virksomhed, der ser potentialet. Her er der måske hverken råd og nok opgaver til en fuldtidsansat og så kommer de unge med en anden viden og tilgang til kommunikation. Men vi ser også, at det f.eks. kan være manglende kompetencer indenfor grøn omstilling, der spænder ben for udviklingstiltag. Og her er der studieretninger, der passer godt ind i den problemstilling.”
Paletten af samarbejdsmuligheder er stor: Praktikforløb er den foretrukne samarbejdsform i Vækst via Viden, men mange virksomheder har også set mulighederne i at ansætte en Vækstpilot. Det vil sige en højtuddannet ledig, der bliver ansat til udviklingsopgaver med 15.000 kr. løntilskud de første 6 måneder.
Og i forhold til beskæftigelse, er det heller ikke uvæsentligt for virksomhederne at tilknytte studerende under uddannelse.
”I en tid, hvor manglende arbejdskraft er en af erhvervslivets største udfordringer, er det vigtigt, at vores virksomheder også tænker studiesamarbejder ind som en rekrutteringsmulighed,” lyder det fra erhvervschef Ole Bendix. ”Ud over at få løst opgaver nu og her, er forløbet en lang ansættelsessamtale, som kan resultere i ansættelse af en ny medarbejder.”
Business Hjørring sætter de kommende måneder fokus på højtuddannet arbejdskraft i en række omtaler i nyhedsbrev og sociale medier. Og så kan du allerede nu sætte kryds i kalenderen den 7. februar 2024, hvor de lokale virksomheder igen får mulighed for at møde repræsentanter fra Aalborg Universitet, UCN og MARTEC for en snak om samarbejdsmuligheder.
På morgenmødet har de også inviteret en lokal virksomhed til at komme og fortælle om deres mange gode erfaringer med studentersamarbejder.
Kilde: Business Hjørring.