Byforum nærmer sig afslutningen på anlægsarbejderne af første halvdel af Udsigtsstien eller etapen fra Hirtshals Fyr via Den grønne Plads til Banegårdspladsen.
– Projektets anlægsomkostninger beløber sig til i alt kr. 3,7 mio. Herudover er der ydet et betydeligt frivilligt ulønnet arbejde til projektudvikling, projektering, byggeledelse samt montagearbejde, fortæller John Kongerslev, bestyrelsesformand hos Byforum Hirtshals.
Første etape med strækningen fra Hirtshals Fyr til Solnedgangspladsen er allerede realiseret og flittigt taget i brug af både lokale borgere og gæstende turister. Indvielsen af denne etape fandt sted den 11. juni 2022.
– Anden etape med strækningen fra Solnedgangspladsen via Den grønne Plads til Banegårdspladsen er desuden lige nu under fremskreden anlæggelse og ventes i væsentlighed afsluttet i løbet af november. Denne strækning indeholder en særlig installation og attraktion, nemlig gangbroen eller udsigtsbroen over Skagerrakvej uddyber John Kongerslev.
Opsætningen af broens bærende komponenter finder sted i den kommende uge fra tirsdag den 7. november kl. 9 til torsdag den 9. november kl. 12. Mobilkraner og lifte vil arbejde på stedet, hvorfor der i samme tidsrum vil være spærret af for trafik på Skagerrakvej .
– Broens rækværk opsættes i de efterfølgende dage. Stitracéen er under anlæggelse og tilsluttes gangbroens ender snarest efter broens opsætning, slutter John Kongerslev.