Det blev en helt fantastisk og hyggelig brobygningsdag med plads og rum til at lære hinanden at kende.
Det var 5. klasserne fra folkeskolerne i Lendum, Bindslev og Sindal, som var samlet til brobygningsdag.
Humøret var højt, vilje og gejst var tydelig, og samarbejdet var i top, da det gjaldt om at finde de bedste løsninger på dagens udfordringer.
– Jeg er blevet venner med alle fra mit hold i dag, sagde Malthe fra 5. A på Bindlslev Skole.
Kampen stod om nøglerne til sejren. Alle hold sejrede ganske vist i samarbejde og fokus, men hold 3 sikrede sig alligevel vindernøglen til sidst.
– Det er en god fornemmelse at gå til weekend med, konkluderede Louise Høholt, leder på Bindslev Skole.