Folkene bag og på scenen er igen i 2023 lykkedes med at skabe en rigt varieret forestilling med ikke færre end 27 muntre numre med både viser, monologer og sketches i Hirtshals Revyen.
Efter torsdagens snigpremiere var forestillingen da også fintunet og skarp, da 163 spisende gæster, som kunne nyde en virkelig lækker to retters menu med pandestegt havtaske og oksefilet, entrede om bord i 1. akt, hvor vi surfede igennem numre med blandt meget andet dumme blondiner, juridiske kønsskifter, jordens begrænsede ressourcer, fodbold samt hospitalsklovne og en generalforsamling med genvalg på genvalg af dirigenten i Alzheimer Foreningen.
I 2. akt blev satireskruen strammet, hvilket især fremstod vellykket i Dorte Mørch Albrechtsens nummer om indvielsen af Skudestien i Tornby, som selvfølgelig havde deltagelse af en noget nervøst svedende og sludrende borgmester samt Hendes Kongelige Højhed Kronprisesse Mary.
Vellykket var også Kjeld Torbjørns svirp til Per Kro, som fik travlt med bødeblokken, da et passagerfly lander med en flok berusede nordmænd på parkeringspladsen foran Hotel Hirtshals, hvor der netop skal være koncert med verdens bedste guitarist Chris Borup.
Ironiske stryg var der tillige undervejs til turistchef og byrådsmedlem Laila Zielke samt John Kongerslev fra Byforum, der vel at mærke hver især får bygget henholdsvis et tårn og en bro, hvorfra de lige præcis hver for sig hævet over hverdagens trummerum samt lokalpolitisk kiv og kævl kan skue ud over Hirtshals Havn.
Det er ellers ikke helt rimeligt at fremhæve nogen frem for andre på scenen, da hele holdet og herunder også de to musikere i revyorkesteret gør det forrygende godt, men der er altså bare ingen vej udenom at få nævnt Yvonne Hansen, som efterhånden i sig selv er blevet en institution i Hirtshals Revyen.
Adskillige numre bæres alene af hendes temperament og tæft for timing. Hvad Dirch Passer fik af betydning for dansk revykunst, er Yvonne Hansen uden sammenligning i øvrigt snart ved at få for Hirtshals Revyen.
Der er ikke noget at sige til, at alle forestillinger har været udsolgte længe før premieren denne fredag aften. De heldige med billetter kan godt glæde sig til nogle muntre timer i rigtig godt selskab.