Af Peter Frank Wenzel
Indehaver af Ørnereservatet
Skagensvej 107
9881 Bindslev
Det er netop i en politisk bred aftale blevet besluttet, at Staten skal etablere en energiø i Nordsøen til 210 milliarder kroner. Det svarer til cirka fem Storebæltsbroer.
Energien skal primært komme fra havvindmølleparker omkring øen og kommer alt i alt til at brede sig ud over et stort område i Nordsøen.
Nyheden blev taget vel imod hos både medier og menigmand. Den vil gøre Danmark til et foregangsland inden for den grønne omstilling, lyder det fra klimaminister Dan Jørgensen.
Ingen ved sine fulde fem kan beklikke fornuften i at satse på den grønne omstilling. Men vi mangler en fagligt funderet debat om, hvorvidt det er vindmøller blandt alle grønne energikilder, vi primært skal satse på.
Det må ikke blive en kollektiv automathandling at juble over mere el fra vindmøller.
At satse på vindmøller frem for andre vedvarende energikilder er en politisk beslutning, der ikke må forveksles med at være den videnskabelige sandhed om, at det er den eneste vej til at udfase fossile energikilder.
Det er det ikke. Eksperterne er ikke enige om, at vejen til grøn omstilling kun kan ske gennem vindkraft. Der findes langt billigere, mere effektive, mindre ressourcekrævende kilder til grøn energi.
På naturens vegne vil jeg derfor gerne tillade mig at være skeptisk over for beslutningen. Som skatteborger i et demokratisk samfund håber jeg, der også er plads til kritisk sans i forhold til vindmøller. Er det den rigtige beslutning for naturen? Har vi undersøgt alle alternativer? Er vi bevidste nok om, at vindmølleteknologien efterhånden er forældet – og vi ved at satse på vindmøller stadig er afhængige af fossile energikilder, når det ikke blæser, fordi vindmølleenergien ikke kan lagres? Vindmøller kræver samtidig gigantiske ressourcer i forhold til vedligehold – og udtjente vindmøller kan ikke genanvendes.
Dertil er det vigtigt at holde sig for øje, at vindmøllebranchen har et gigantisk lobby-apparat i ryggen. Vindmøller er ikke længere ideologi, drevet frem af folk med hjemmestrikkede sweatere og et uforfalsket ønske om at redde planeten. Vindmøller er big business!
Som indehaver af Ørnereservatet, der ud over at forske og fremvise rovfugle også er et biodynamisk helle, er jeg naturligvis bekymret for vindmøllernes indgriben i vilde rovfugles liv og naturen i det hele taget. Direkte ser vi, at et stort antal rovfugle hvert år må lade livet, når de kolliderer med vindmøllerne. Bare i Smøla Vindmøllepark i Norge er der indtil videre blevet dræbt 108 havørne og tre kongeørne. Men også indirekte skader de store vindmøller rovfuglebestanden, da de forstyrrer trækruter og dyrenes behov for fred, ikke mindst i yngleperioden. Det er naturligvis ikke muligt at kortlægge de indirekte skader, men vi ved fra f.eks. Vildmosen og Smøla Vindmøllepark, at ynglende par forlader området, når de forstyrres af vindmøller.
Jeg mener, vi bør undersøge alle alternativer med åbent sind. Vi bør se på tingene på en faglig funderet måde og ikke lade os drive rundt af folkestemninger – eller satse på de energikilder, som flest vælgere har et positivt syn på.
Naturen har ingen stemme, og den er let at tage som gidsel i et politisk og populistisk spil.
Vi mangler politikere, der tør være åbne for nye muligheder, populære blandt lægfolk eller ej.
For eksempel kunne vi fordomsfrit undersøge og diskutere, om A-kraft ikke kunne være et bedre, billigere og mere skånsomt alternativ til vindmøller.
Men tør vi det?
For selvom ”Atomkraft nej tak”-generationens argumenter efterhånden ikke længere har nogen objektiv relevans, så lever skræmmebilledet videre. En frygt, der til stadighed næres af f.eks. HBO-serien ” Chernobyl”. Men nye generationer, dem, der skal overtage jorden, har en mere fornuftspræget tilgang til A-kraft-teknologi, der siden 70’erne har udviklet sig til at være en langt mere sikker, driftseffektiv og billig energikilde end andre grønne alternativer. Atomkraft er Co2-fri energi og giver strøm 24/7. Vores behov for el bliver bestemt ikke mindre i fremtiden, hvor vi for eksempel vil se flere elbiler. Var der ikke idé i at se rationelt på tingene, fremfor blot at løbe i den retning, som folkestemningen blæser?
Kunne vi eventuelt spørge videnskaben og kommende generationer, før vi går i bevidstløs hyldeststemning over en sindssygt dyr ø, der skal fordele energi fra en forældet teknologi?