Holdets nuværende cheftræner, Jonas Seerup, skal fra 1. februar have ansvaret for FfI’s førstehold og U15-drenge. Bangsbo Freja er nu klar med afløseren, og det bliver altså Mogens Krogh, skriver Kanal Frederikshavn.
Han har selv spillet 353 kampe for Brøndby IF’s superligahold og er desuden noteret for 10 kampe på A-landsholdet, hvor han også i mange år var bænkevarmer for Peter Schmeichel. Mogens Krogh var med i truppen ved EM 1992, EM 1996 og VM i 1998.
Mogens Krogh har tidligere været cheftræner for blandt andet Næstveds 1. divisionshold.
– Vi er utrolig stolte over at kunne præsenterer Mogens Krogh som ny cheftræner for U19-gruppen. Denne gruppe drenge, som gør det så godt på og uden for banen, har virkelig fortjent den bedste træner, og ham har vi fundet. Vi glæder os til at følge drengene og Mogens i den kommende sæson, hvor de udover den hjemlige turnering skal de deltage i flere turneringer i udlandet og ture, udtaler en glad Kim Jensen fra Bangsbo Frejas bestyrelse.
Mogens Krogh har været en del af Bangsbo Frejas U19-trup de seneste tre måneder som målmandstræner, så han har allerede et godt kendskab til drengene.
– Jeg er imponeret af truppens størrelse, talent, deres iver til at flytte sig til træningen og ikke mindst et fantastisk sammenhold. Dette ser man ikke mange steder i en U19-trup i Danmark. Jeg glæder mig meget til at overtage roret som cheftræner for denne spændende trup, udtaler Mogens Krogh.
Bangsbo Frejas U19-drenge skal spille med i DBU´s vinterturnering, hvor førsteholdet spiller i U19 Liga 1, hvor de blandt andet skal møde Horsens, Silkeborg og AaB.
Desuden stiller de op med tre hold til DBU´s indendørs turnering, hvor henholdsvis guld og sølv ved JM skal forsvares fra de seneste to år.
Senere på måneden tager truppen til Hamburg, hvor træningskampe og Bundesliga-kampe venter, både i Hamburg og i Werder Bremen.
Udover Mogens Krogh består trænerteamet af Jonas Nødbak, Glenn Smed og Christoffer Birkegaard.
Kilde: Kanal Frederikshavn.