Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring har lige nu to store julegaveønsker – nemlig at få flere medlemmer i støtteforeningen, og at flere vil bakke op også rent økonomisk med beskedne 200 kroner til museets gavefond.
Museumsdirektør Anne Dorthe Holm har sendt denne hilsen og opfordring: Kære medlem af museumsforeningen. Hjælp os med at lave endnu bedre udstillinger.
Din støtte som medlem af museumsforeningen for Vendsyssel Historiske Museum er uundværlig. Som medlem er du med til at støtte museet både som ambassadør for museet og gennem økonomisk støtte til udstillinger, magasin, årbog med videre.
Jeg har tidligere henvendt mig for at bede om hjælp til museets gavefond, og nu gør jeg det igen.
Sagen er nemlig den, at vi endnu ikke er i mål med gavefonden, hvis midler vi blandt andet bruger til at lave nye, flotte udstillinger. Vi har lige nu kun 38 indbetalinger til gavefonden i 2023, og vi skal gerne nå i mål med 101 indbetalinger inden årets udgang.
En af museets spidskompetencer er at lave flotte, engagerende og lærerige udstillinger til børn og voksne for forholdsvis små penge. Det er en dyd for museets ansatte at få lidt til at række langt, og virkeligheden er, at vi ikke har de samme udstillingsbudgetter, som de store museer har.
Heldigvis har vi en kreativ medarbejderstab, der år efter år har skabt store og imponerende udstillinger for små penge til begejstring for rigtig mange. Men nogle gange må man også bare erkende, at flere penge giver flere muligheder.
Gennem midlerne fra gavefonden kan vi sikre, at vi kan opretholde vores høje aktivitetsniveau, og at vi har en grundkapital at trække på til fremtidige udstillinger og aktiviteter.
Økonomien i gavefonden er tofoldig: Hvis flere end 101 personer hvert år donerer til gavefonden, får vi, ud over de donerede penge, også mulighed for at opnå statens momskompensationsordning, der gør, at vi kan få refunderet mere af den moms, vi normalt betaler. Alt sammen noget, der styrker museets evne til at skabe nye, spændende udstillinger og aktiviteter fremadrettet.
Den økonomiske gave, man giver til museets gavefond, er på blot 200 kroner, og den er fradragsberettiget.
Hvis du har lyst til at støtte museets fremtidige udstillingsarbejde, kan du gøre det på to måder: Du kan betale via Mobilepay på nummeret 874321, eller via bankoverførsel (reg.nr. 7370, kontonummer 2630952). Det er vigtigt, at du mærker indbetalingen med ”Gavefond” og oplyser navn og CPR-nummer, hvis du ønsker fradrag.
Du kan læse mere om Gavefonden og momskompensationsordningen eller kontakte museets administration for nærmere oplysninger på telefon 9624 1050.
Tusind tak for alle bidrag og din støtte som medlem af Museumsforeningen, som du kan melde dig ind i på museet eller på telefonen.
Kærlig hilsen og god jul
Anne Dorthe Holm



