Weekendens store julemarked arrangeret af Lions Hjørring og Lions Sct. Catharina i Femhøje Idrætscenter ved Nord Energi Arena trækker som altid masser af mennesker, der hygger, handler og støtter mange gode formål.
Der er åbent indtil søndag klokken 16, og hallen ved fodboldstadion er et godt udflugtsmål søndag.
Der var tidligt udsolgt af 59 stande, som sælger næsten alt, rom, mjød, gin, kransekager, spegepølser, juledekorationer, kirkegårdsgrønt, julepynt, juletræer, julepynt i træ og stål, smykker, trædrejeri, perler, nisser, keramik, raku, cremer, tupperware, brændte mandler, chokolade , julehæklerier, honning, tørrede blomster, læder, drivtømmer, malede sten, glas ting, julesæber og mange andre spændende ting.
Der er naturligvis også stor tombola med rigtig mange spændende præmier og et caféområde, hvor man kan sidde og nyde en kop kaffe, te eller en sodavand og æbleskiver. Caféen passes af 10. klasserne på Hjørring Private Realskole.
Lions sælger desuden årskalendere med lokale billeder, tasker lavet af græs af kvinder i Madagaskar, Skipper Clement Laugets Bjesk, og så er de gode mennesker i Lions klar med oplysninger om deres fine arbejde.
Alt overskud fra elevernes salg, og salget af brændte mandler udenfor hallen, går til Anne Grethe skolen i Gambia. Eleverne fra 10. klasse planlægger nemlig besøg på Anne Grethe Skolen i Gambia i februar 2024. Her vil elevernes overskud blive anvendt til at forbedre og udbygge undervisningen samt foretage ekskursioner for de afrikanske elever.
Lions tager en beskeden entré på 25 kroner og det er med underholdning samt en kop kaffe eller te, og børn indtil 12 kommer gratis ind. Alt overskud går ubeskåret til det humanitære arbejde hos Lions.