Galleriejer Kim Bernhard Tornby åbner den store og flotte Juleudstilling ”Det Bedste af Det Bedste” søndag den 19. november kl. 11.00, hvor han nøje har udvalgt de absolut bedste værker af galleriets anerkendte samt nyligt tilkomne kunstnere.
Det drejer sig blandt andet om nye flotte malerier af færøske Kári Svensson, Galya Popova, Marie Louise Eriksen og flere andre.
Udover malerier og grafiske værker kan der også opleves nye spændende skulpturer i bronze, glas, keramik samt smukke skåle, julemus og andet af trædrejeren Lars Kristensen. Faktisk er der rigtig meget godt unika kunst, som kunne være fine unikke julegaver. Alt i alt en flot og varieret kunstudstilling, det er værd at køre efter.
Kim Bernhard Tornby glæder sig da også meget til at modtage gæsterne i det stemningsfyldte galleri ved Tversted, hvor prægtig kunst, en duft af jul, pebernødder og småkager samt dejlig julemusik kommer de besøgende i møde.
Juleudstillingen i Galleri Tornby kan opleves på søndage til og med den 17. december kl. 11 til 16 og efter aftale ved henvendelse på tlf.: 2489 7262.