I morgen onsdag den 15. november fylder Lundergårdskolen i Hjørring 50 år. Og de 625 elever og personalet møder ind til et væld af festligheder, herunder rød løber, åbent hus for alle interesserede, taler, sange, musik, kagebord, diskolys og ikke mindst åbning af en 25 år gammel tidskapsel.
Tidskapslen er en kiste, som elever og personale i 1998 samlede indhold til og forseglede, da Lundergårdskolen fejrede 25-års fødselsdag, og det er en flok spændte elever, der venter på at se, hvad man for 25 år siden har tænkt, det kunne være spændende at åbne for et kvart århundrede senere.
Når spændingen er overstået, står Lundergårdskolens nuværende elever parate til at lægge et nyt indhold i tidskapslen, som skolebørn anno 2048 kan åbne for, når Lundergårdskolen om 25 år fylder 75 år.
Onsdagens festligheder begynder med taler og åbning af tidskapslen i Lundergårdhallen kl. 10.00, og der ventes bl.a. besøg af borgmester Søren Smalbro og Krummebussen. Efter talerne går alle elever udenfor og former tallet 50, som kan ses og fotograferes fra luften.
I løbet af fødselsdagen, som begynder kl. 10 og slutter kl. 15, er allerede interesserede velkomne.
Der vil ad to omgange være koncerter på skolens torv, og skolens forældre byder børn og besøgende på et kæmpestort kagebord.
Alle klasser har arrangeret shows, udstillinger og aktiviteter i klasselokalerne. De inviterer indenfor til alt fra historiske showrooms til spøgelseshus helt frem til kl. 14.00, hvor skolens lærerband spiller op på scenen i hallen.
Lundergårdhallen kommer som afslutning på en stor dag til at emme af musik, diskolys og røg, og gulvet vil være åbent for dans for alle.