Da man fejrede Lundergårdskolens fødselsdag, havde arrangørerne huset fuld af skønne gæster, og en helt særlig flok samlede sig ved et bord på skolens torv.
Flokken bestod af ti elever fra 4. årgang på Lundergård anno 1973. De er i dag henholdsvis 59 og 60 år og var dengang for 50 år siden de første og også de ældste elever på skolen, fordi den i sit første år kun gik til og med 4. klasse.
– Skolen er i dag, som vi husker den dengang. Vi mærker den samme stemning. Der bliver snakket med børnene, lød det fra Henrik Even.
Han er senior integration specialist i mekanisk design og en af de ti Lundergård-veteraner, der var mødt op. Han havde taget turen helt fra Fyn.
Det samme havde Henrik Vittrup. Han er også havnet på Fyn og husker starten på Lundergårdskolen som noget særligt.
– Jeg kom fra Højene Skole, som dengang jo var en etableret skole og nok også en mere traditionel skole end Lundergårdskolen. I hvert fald sang vi salmer i musiktimerne i Højene, og da vi startede på Lundergård, blev vi introduceret for slagtøj, smilede Henrik Vittrup, der i dag er systemudvikler.
– Der var ved opstarten mange nyuddannede lærere på Lundergårdskolen, som var meget moderne og inkluderende allerede dengang, tilføjede han.
Klassekammeraterne Henrik og Henrik var ved bordet på Lundergårdskolens torv flankeret af Carsten Juul Nielsen, der er blevet boende i Hjørring og arbejder som værkfører på et autoværksted, og så syv andre “4. klasser”, der enten stadig bor i Hjørring eller havde fundet vej fra Sæby, Aalborg osv.
De havde en skøn dag sammen med alle de øvrige gæster og ikke mindst tidligere lærer Karin Maegaard og skolens første inspektør, Gunnar Dahl Pedersen.
Kilde: Lundergårdskolen.