SparEvent IVS har ikke kunnet holde til et år med COVID-19 og de restriktioner, der har fuldt deraf. Det har umiddelbart betydet, at rigtig mange koncerter er flyttet – til nye datoer og lokationer. De få arrangementer, der blev afholdt i 2020, har desværre alle medført underskud pga få koncertgæster og øgede udgifter, skriver SparEvent på Facebook.
– Vi har til det sidste troet på det var muligt at komme ovenpå igen, men må også erkende at følgerne af koncertflytninger med mere, ikke ophører med en vaccine – og vi kan derfor ikke se lyset for enden af tunnelen. Derfor har skifteretten afsagt konkursdekret onsdag d. 10.02.2021 med advokat Jens H. Bech som kurator. Sags nummer 51025, hedder det videre.
Billetholdere må henvende sig til deres billetudbydere om evt. afvikling eller mulig refusion af billetter. Konkursboet forventes ikke at kunne dække solgte billetter. Eventuelle øvrige krav skal anmeldes overfor kurator Jens H. Bech – Advokaterne Amtmandstoften.
– Vi takker for jeres deltagelse og støtte til SparEvents arrangementer gennem årene og de seneste par år til SparEvent IVS. Det har været en fornøjelse at lave koncerter i Hjørring kommune og omegn – og dele de mange oplevelser med Jer. Tak for jeres opbakning, lyder det afslutningsvis hos SparEvent.