Der er ingen som helst tvivl om, at forventningerne har været spændt til bristepunktet før gallapremieren på filmen Synkefri.
Det gælder selvfølgelig de involverede på holdet hos Wasabi Film, hvoraf de fleste lørdag var med ved receptionen på Nordsøen Oceanarium og om aftenen i MovieHouse Hjørring, hvor filmen blev vist i to sale, men det gælder i særdeleshed også os lokale i Hirtshals.
Lørdag aften blev spændingen så udløst, da forventningerne skulle forløses eller skuffes. Hvis man alene lyttede til de inviterede gæsters reaktioner, er der ingen tvivl om, at succesen er i hus for instruktør Christian Andersen og resten af holdet bag satsningen med Synkefri.
Tragedien med det forliste fiskefartøj Hanna Dorte og redningsbåden RF2 i 1981 har da også på alle måder været en forfærdeligt skelsættende katastrofe for alle de involverede familier, hvor sårene med tiden kun læger for en overfladisk betragtning, men for altid har efterladt smertefulde ar i sindene.
Derfor er det også et spørgsmål, om det overhovedet er muligt at se og vurdere filmen udelukkende som et kunstværk, idet den nu én gang udtrykkeligt bygger på og er inspireret af virkelige begivenheder, men det er samtidig en diskussion, der hurtigt skubbes i baggrunden, når man ser filmen Synkefri.
Den røde tråd eller det bærende fokus i filmen er for så vidt og i sammenhængen ikke overraskende sandheden, som efter tragedien forsøges afdækket af hovedpersonen Henrik, der spilles lydefrit og indlevet af den unge Sylvester Byder. Eftersom myndighederne placerer ansvaret for ulykken hos hans far, som var styrmand på redningsbåden, tvinges den unge mand ud i en konflikt mellem sandhed og tavshed.
Som så mange andre idealistiske hovedpersoner i dansk litteratur og film drives han derfor efterfølgende af en ustoppelig søgen efter sandheden om den tragedie, der sønderknuser så mange familier i det lille fiskersamfund. Hans higen og søgen bringer ham imidlertid i konflikt med både uskrevne moralbegreber i lokalsamfundet på den ene side og loven på den anden.
Den værste modstander viser sig dermed snarere end myndighederne i høj grad at være de tabuer og uskrevne regler, hvis grænser sprænges, hvorved sammenholdet sættes på prøve, idet hensynet til lokalsamfundets mindre idealistiske interesser konflikter med lige præcis sandheden, der måske nok kan skrives i strandens sand, men hele tiden viskes ud af havet og derfor gang på gang skal eftersættes og tvinges frem.
Sandheden er nok synkefri, men den kan kun med største besvær og store omkostninger findes og fastholdes. Henrik finder sandheden, men den ungdommelige og knap så kroniske uskyld får et uopretteligt knæk, hvis konsekvenser ikke nødvendigvis er alt ødelæggende, men tværtimod kan bidrage til fornyet livskraft.
Filmen har i det hele taget mange lag og vinkler på den overordnede tematik, hvorved blandt andet også mediernes rolle inddrages. Her er journalistens arbejde langt fra uproblematisk, idet journalistikken altid indebærer muligheden for at manipulere både mennesker og vinklinger af en hvilken som helst historie.
I filmen flygter Henrik netop af samme grund, da han ved et tilfælde overhører en samtale og indser, at journalisten fra Vendsyssel Tidende ikke står tilbage fra at ville lokke oplysninger ud af ham ved hjælp af alkohol. Målet helliger her for journalisten midlet, men sandheden glider hende af samme grund hurtigt af hænde.
Når filmen i dén grad lykkes, skyldes det i høj grad de æstetiske greb, hvor der veksles mellem et nærmest socialrealistisk gruppeportræt og nogle drømmende sekvenser med en rå og dog poetisk skønhed, der understøttes smukt af musikken, som blandt andet indledes med C. V. Jørgensen, samt lidt senere, da Henrik er på værtshus, af lokale No Good med nummeret Reaching For The Waves, mens der rundes rørende af med Verden er i farver af Lis Sørensen. Sidstnævnte indrammer spot on tematikken, når det lyder, at havet er så blåt, som et øje kan se, aldrig vil jeg glemme det, jeg så. Livet kom og tog mig tilbage igen.
Ud over Sylvester Byder og de lokale statister, der blandt mange andre gode kræfter tæller Yvonne Hansen, bør der i tilfældig rækkefølge drysses stjerner ud til Iben Dorner, Anne Sofie Espersen, Anders Brink Madsen, Sofie Torp, Johanne Louise Schmidt, Esben Dalgaard Andersen, Lars Torp Thomsen og Henrik Birch.
Mange andre fra holdet hos Wasabi Film kunne trækkes frem, men når alt kommer til alt, står og falder en filmproduktion med instruktørens evne til at få manuskript og skuespilleres samt alle andre bidragyderes indsatser til at spille sammen, hvilket altså i dén grad lykkes for Christian Andersen.
Stort tillykke derfor til Wasabi Film og ikke mindst til netop Christian Andersen, der i går tillige kunne fejre fødselsdag hjemme i Hirtshals.
Kanon film