Danmarks ældste aftenhøjskole begynder sæson 2023-2024 med idé- og forretningsmanden Ejvind Steen Sørensen, der nu bor i Tversted. Han fortæller med fotos og videoklip på det store lærred om sit usædvanlige livs mange eventyr.
Straks efter endt læretid åbnede Steen sin egen fotoforretning: Stjernefoto i Skagen – og siden en ny butik i Frederikshavn efterfuldt af et helt fotoimperium i Kvissel baseret i det tidligere ældrecenter »Concordia«. Herfra udvikledes både Danmarks største fotoblad, modelbureau med internationale navne som Renée Toft Simonsen) og fotoskole med fotorejser til Lanzarote og Tunesien.
Undervejs i sit forretningseventyr har Steen lanceret mange morsomme og småanarkistiske tiltag som f.eks. privat brug af brevduer, da Det Danske Postvæsen svigtede, hvilket måtte forsones med en fredsmiddag for den lokale postmester – hvor Steen naturligvis serverede: duer! En anden historie, der kom på avisforsiderne og i TV-Avisen var hans tilbud om ridning på ægte kameler i Råbjerg Mile i forbindelse med Røde Kors’ kampagne »Plant et træ i Afrika«. Kamelbegivenheden blev udråbt i BilledBladet som Årets Skøreste Historie.
Steen Sørensen har masser af anekdoter til timevis underholdning, men også nye visioner til fremtiden: en drøm om at starte et fotomuseum med bla. plads til over 300 kameraer fra 1887 til indførelsen at det digitale kamera. Fotografering har været drivkraften i mere end 60 år – et centrum for udviklingen af mange idéer og et sted for mødet med mange spændende mennesker – som på billedet ovenfor med Bakkens Pjerrot Ib Groth Rasmussen som julemand.
Den 7. dec. kl. 19:00-20:30 hos Tversted Aftenhøjskole.