Galleri Matique i Hjørring arrangerer i weekenden på adressen P. Nørkjærs Plads 10 sammen med en gruppe kunstnere en udstilling med en mangfoldighed af kunstværker.
Arrangørerne kalder udstillingen lørdag den 9. og søndag den 10. december klokken 11-17 et Eldorado af et kunstnerisk eventyr.
– Hvad der blandt andet gør denne udstilling enestående er, at udstillerne er fra 8 år op til 83 år. Disse kunstnere har skabt værker, der spænder over mange genre og stilarter; fra farverige og ikoniske Pop-art, impressionistiske, mærkværdige installationskunst og til intensive følelsesmæssige udtryk i ekspressionistiske kunstværker, fortæller Brian Lykke fra Galleri Matique i Dronningensgade.

Besøgende vil blive mødt af et væld af indtryk og følelser, da hver kunstner har sin egen unikke tilgang. Flere har pauseret og lavet parafraser over kendte værker.
– Vi opfordrer alle til at besøge denne opsigtvækkende udstilling. Det gælder såvel de kunstinteresserede, kulturbegejstrede og andre, som blot er på jagt efter en smuk og unik julegave. Kom og støt op omkring disse nye ukendte kunstnere, der udstiller for først gang, garneret med flere garvede kunstnere, som med deres tankevækkende værker beriger vores kunstscene her i Hjørring, siger Brian Lykke, der selv er kunstner og underviser.
Det er en tidsbegrænset begivenhed, lørdag den 9. december fra klokken 11- 17 og søndag den 10. december ligeledes fra klokken 11-17.
– Tøv ikke med at deltage i dette kunstneriske eventyr. Vi glæder os til at tage imod dig på P. Nørkjærs Plads 10. Lad kunstverdenen overraske dig på denne ekstraordinære udstilling i Hjørring.
Herunder eksempler på den spændende kunst på udstillingen.



