Søndag den 10. december klokken 10-16 holdes årets sidste dag med julemarked på Børglum Kloster, og det har været godt besøgt.
– Vi har haft flere gæster i år, og vi kan se, at der kommer flere langt vejs fra, og at gæsterne bliver længere end tidligere. Det forpligter naturligvis os til at sørge for, at der er meget spændende at opleve, fortæller Hans Rottbøll fra Børglum Kloster.
Han og fruen, Anne Rottbøll, glæder sig til søndag at invitere gæsterne ind i de private stuer og kongesalen, der er pyntet smukt op til jul.
Søndag er også sidste chance for at komme ind i den smukke kirke, som kort efter årsskiftet lukker i en længere periode på grund af en omfattende renovering.
På julemarkedet kan man også gå på opdagelse i mange forskellige boder og opleve boder med delikatesser, håndværk og meget mere.
Gæsterne inviteres også ind i en verden af julepynt i den store julepyntsbutik, der er flottere end nogensinde før, og Klosterbutikken giver også deres bud på dette års julegave.
I Café Vognporten er det muligt at nyde lækkerier fra det populære køkken, og når klokken slår 16 ønsker alle på Børglum Klosters julemarked; Glædelig jul alle sammen.