Hvis man synes, det er lidt ekstra koldt uden for hoveddøren denne onsdag, så er der noget om snakken, skriver TV2 Nord.
En iskold vind blæser nemlig ned over landet fra nordøst gennem hele dagen, hvilket vil få det til at føles noget koldere, end det termometret viser.
Fra morgenstunden ligger temperaturen omkring frysepunktet, men på grund af vinden føles det som ned til 7 graders frost.
Temperaturer omkring frysepunktet gør også, at man fortsat skal være opmærksom på pletvis glatte veje. Risikoen for det er størst i Jylland og på Sjælland.
Langt de fleste kan komme tørskoet på arbejde eller i skole, men i Sønderjylland og Sydøstjylland er der lidt slud eller tøsne i luften.
Gråt og blæsende hele dagen
Nedbøren over det sønderjyske skyldes en front lige syd for landet. I løbet af morgenen og formiddagen ser det dog ud til, at fronten efterhånden går i opløsning.
Dermed er der udsigt til en dag med stort set tørvejr i hele landet. Kun helt lokalt kan der kommer en regn- eller sludbyge forbi.
Til gengæld bliver der ikke plads til meget sol, da Danmark er pakket ind i en grå dyne af skyer.
Dynen holder dog ikke meget på varmen. Dagen igennem vil temperaturen nemlig ligge omkring frysepunktet.
Samtidig vil det fortsat være blæsende med en jævn til hård vind fra østlig retning.
Er man eksponeret for vinden, vil det føles som mellem 1 og 7 graders frost på grund af den såkaldte windchill-effekt, der siger noget om, hvor koldt det føles.
Når det blæser, føles det koldere, fordi luften, som vi har varmet op lige omkring vores hud, bliver blæst væk.
Udbredt frost
I aften og i nat fortsætter det med at holde overvejende tørt.
Derudover kan der efterhånden gå huller i skydækket, alt imens vinden er aftagende. Denne kombination vil give udbredt frost med ned til 7 minusgrader.
Kilde: TV2 Nord.