Maria Lund Madsen hos Vild Med Vin og Jan Hansen fra Kødboxen i Hirtshals har som tidligere omtalt med bekymring læst nyheden om det stigende antal trængte familier, der har problemer med at holde en jul på bare nogenlunde samme niveau som de fleste andre i Nordjylland.
Derfor har Maria Lund Madsen og Jan Hansen sammen med NordsøPosten taget initiativ til at uddele fire julekurve til 4 familier med indhold til fire personer med lækkerier fra både Vild Med Vin og Kødboxen. Indholdet vil være varer til en god julemiddag med flæskesteg, and, kartofler, drikkevarer med mere. Hvis man derfor hører til i kategorien af borgere med en familie, som virkelig er værdigt trængende, kan man sende en begrundet ansøgning via Messenger eller på papir til enten NordsøPosten, Vild Med Vin eller Kødboxen.
Vi skal have ansøgningerne på Messenger hos Vild Med Vin eller Kødboxen eller mail til hirtshals@vildmedvin.dk eller info@koedboxen.dk senest mandag den 18. december til middag, hvorefter vi i løbet af få dage trækker fire familier, som får fornøjelsen af julemenuerne.
Familierne får naturligvis alle mulighed for at forblive anonyme overfor alle andre end os, der skal vurdere ansøgningerne.