Bosætningsmedarbejder Charlotte Møller-Olesen fra Jobcentret i Hjørring havde søndag inviteret nye borgere til julecafé i Sømandskirken i HIrtshals.
– Inklusiv børn var der 34 deltagere fra hele verden. Mange er EU borgere. Nogle Ukrainske flygtninge. Fik æbleskiver og kaffe. Børn tegnede og klippede kravlenisser. Mange gav udtryk for, de var glade for at få lov at træne deres sprog, da mange går på sprogskole. De var glade for at møde andre, der er flyttet til Hjørring Kommune for at arbejde eller nyde pensionisttilværelsen i Nordjylland, fortæller Charlotte Møller-Olesen.

Hun arbejder med bosætning som den angiveligt eneste i Hjørring Kommune. Indsatsen handler om at fastholde udenlandsk arbejdskraft for at opveje fraflytningen fra kommunen og dermed sikre, at virksomhederne har den arbejdskraft, som de efterspørger.
– Selvfølgelig skal jeg dermed også hjælpe dem med at falde godt til i det nordjyske, tilføjer Charlotte Møller-Olesen..
Undervejs sang deltagerne blandt andet også På loftet sidder nissen. Mange kunne allerede sangen.


