Flittige 64-årige Arkadiy fra Mariupol i Ukraine fik af det gode menneske Hans på stationen i Frederikshavn en gratis cykel med på vej hjem med Nordjyske Jernbaners tog til Hjørring efter en arbejdsdag i fisken i Skagen.
Hans Christensen, dygtig journalist og formidler med fortid på blandt andet Frederikshavns Avis og Nordjyske Medier, fortæller én af mange gode oplevelser som cykelformidler.
Kære alle
I morges mødtes jeg med Arkadiy. På banegården i Frederikshavn. Arkadiy er en af mange ukrainere, der har efterlyst en cykel via projekt www.givencykel.dk, og han var oprigtigt glad og taknemmelig over at modtage en flot, klassisk Mustang herrecykel, som en af mine gamle kolleger havde doneret.
64-årige Arkadiy kommer fra Mariupol i Ukraine. I dag bor han i Hjørring og arbejder i fisken, både i Hirtshals og Skagen. På deltid. Når de har brug for hans arbejdskraft, tager han toget.
Vi mødtes som sagt på banegården i Frederikshavn. Arkadiy var på vej hjem fra Skagen. Inden vi nåede at hilse rigtigt på hinanden, var toget mod Hjørring på vej ud fra perronen.
“Skidt med det. Folk på vores alder har ikke travlt”, sagde Arkadiy. Eller rettere skrev han på sin mobiltelefon, der oversatte til dansk.
Nu havde vi god tid. Næste tog mod Hjørring kørte om en time, og Arkadiy begyndte at fortælle om sin fortid i Ukraine og fandt fotos frem på mobilen. I 40 år havde han været selvstændig fisker med egen stålkutter.
I dag drømmer han om at få et fuldtidsjob i Skagen.
“Så flytter jeg derop”, smilede han.
Og ja, så trak han en flaske Ballantines Skotsk Whisky frem – og insisterede på, at den skulle jeg have. Til sidst måtte jeg bøje mig og tage imod, ellers havde vi stået der endnu…
Arkadiy er en af mange ukrainske flygtninge, jeg har mødt via givencykel.dk.
Og der er stadig mange ukrainere, som efterlyser cykler. Børn som voksne.
Skriv til mig eller brug hjemmesiden www.givencykel.dk, hvis DU har en brugt cykel, der står og samler støv.
Tak fordi I holdt ud hele vejen – og god (cykel)jul.
Læs mere på givencykel.dk om, hvordan, du kan hjælpe ukrainske flygtninge med en cykel.
Du kan læser mere her…