Et hold smede har netop præsteret deres svendestykke på EUC Nord. På holdet er der blandt andre Mathias Lund, der bor i Bindlsev og har været i lære hos Hirtshals Yard. Mathias og et par gutter mere er de første på et nyt smedespeciale kaldet maritim smed, der har afsluttet uddannelsen.
I den maritime branche er det nemlig i lighed med så mange andre steder i erhvervslivet, hvor man har hånden på kogepladen, særdeles vigtigt at have dygtige og kvalificerede medarbejdere, og også indenfor smedefaget er det afgørende at sikre, at fremtidige generationer er rustet til at imødekomme de krav, der stilles i den maritime branche.
– Smedefaget er et gammelt håndværk, hvor udvikling og teknologi i dag er den moderne smeds dagligdag. Vigtigheden i, at uddannelserne tilsvarende følger med udviklingen, er derfor stor, udtaler lærlingekoordinator Anette H. Sørensen ved Erhvervsservice Nord.
Igennem 80´erne og 90´erne blev der på værfterne uddannet store antal skibsbyggere. Tiderne ændrede sig, og skibsbyggeruddannelsen blev nedlagt, men der er i dag stadig brug for medarbejdere indenfor smedefaget med maritime kompetencer. Smede der f.eks. kender til at arbejde med store konstruktioner i tykt gods. Det er derfor altafgørende, at arbejdsmarkedets parter løbende kigger på både nye uddannelser og specialer, som f.eks. den maritime smed, uddyber Anette H. Sørensen.
– Det er altafgørende for erhvervslivet, at de lokale uddannelsesinstitutioner støtter op om de nye uddannelser, der ser dagens lys. Et tæt partnerskab mellem uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet er nødvendigt for også at tiltrække talenter til branchen og regionen – og vi har virkelig brug for flere dygtige faglærte, supplerer Diddan R. Karstensen, HR Chef fra Karstensens Skibsværft, der glæder sig over, at EUC Nord er én af fem erhvervsskoler i Danmark, der har valgt at udbyde specialet maritim smed.
Til fælles hos de tre nordjyske værfter Karstensens Skibsværft, Hirtshals Yard og Orskov Yard hilser man det nye speciale velkomment, og hvor de første nyuddannede maritime smede netop er uddannede, planlægger alle tre læresteder at uddanne mange flere.