Proces, levnedsmiddel og sundhed lyder ikke specielt sexet, men ikke desto mindr,e er det et af de mest populære fag hos HTX Hjørring.
Når man dykker ned i, hvad eleverne laver, så begynder man at forstå, hvorfor det er populært: Durian-marmelade, Piña Colada-marmelade, pistacieflødeboller, müslibar til gravide, burgerbøf af melorme, 3-rettes julemenu som frysetørret feltration, biodiesel på tang, vegansk koldskål, drinks mod tømmermænd, levertran-vingummi og mange, mange flere meget anderledes produkter.
Faget er et såkaldt teknikfag, der går på tværs af studieretninger, og som man skal vælge i 3. g. Det er et rent laboratorie-orienteret fag, hvilket er et kærkomment afbræk fra de mere tunge teoretiske fag.
Underviser er Christian Peter Olsen, som assisteres af laborant Pennie Hartmann Skovgård, og de har deres helt egen facon at afholde faget på. Christian Olsen fortæller:
– Det handler meget om produktudvikling. Eleverne får en ret bred opgave 4 gange i løbet af skoleåret, og så skal de udvikle produkter ud fra det. Udviklingen laver de gennem tests og undersøgelse af produktet, for derefter at lave nyt og forbedret produkt. Vi har oplevet, at nogle når at lave produktet 25 gange før de blev tilfredse.
Pennie Skovgård supplerer: – Eleverne går virkelig op i det og de lykkedes næsten altid med deres produkt. Christian og jeg tester det altid, og tit er det jo noget man kan spise eller drikke, og det smager som regel fra nogenlunde til fremragende. Fx lavede en gruppe en vegansk koldskål, der slår alle andre man kan købe. Den var virkelig god.
Undervisningen suppleres altid med et besøg hos en fødevareproducent i Nordjylland, hvor man kombinerer en rundtur med en smagning, hvor producenterne smager på elevernes arbejde. Ofte har eleverne også lavet en fin præsentation og mere end én producent er blevet positivt overrasket over det høje niveau og fantasifuldheden. Christian fortæller, at man i sidste uge var på besøg hos Ingstrup Mejeri, hvor mejeristerne Klaus og Kenneth smagte på elevernes oste, som de roste i høje vendinger. Der blev bl.a. lavet oste med smag af pesto, chili, sourcreme and onion, blåbær og tzatziki!
I år har 34 elever valgt faget og det giver travlhed i laboratoriet. Faget er som nævnt tidligere kun et fag man kan tage på HTX. HTX Hjørring er faktisk det eneste sted i Vendsyssel, hvor der er elever nok, der vælger faget. Pennie Skovgård fortæller, at sådan er det faktisk hvert år:
– Eleverne synes det er et sjovt fag, hvor de får masser af frihed til stort set at lave det de har lyst til. De første to forløb styrer vi grupper og fagrammen, men i de sidste to forløb er de meget frie. Og så er vi gode til at hygge, bage kage og få varm cacao – det skal der også være plads til.
Faget Proces, levnedsmiddel og sundhed afsluttes med, at eleverne i grupper laver et afgangsprojekt, som de kommer til eksamen i. Og eleverne klarer sig godt, slutter Christian Olesen og Pennie Skovgård.