Tommy Jensen: RIVER

Af Tommy Jensen

Hjørring

Er du ok ?

Ordene hænger i luften i en evighed. Jeg er ikke vant til den slags, og selv om jeg havde set det komme, overraskede det mig alligevel. Der er liv derude. Sådan en torsdag formiddag. Der findes mennesker, der kan komme over sig selv.

I en tid og i et miljø, hvor mange er sig selv nærmest, fryser jeg nærmest til is. I situationen og øjeblikket. Jeg glemmer tid og sted et kort sekund. Transporteres direkte ind i vinterlandskabet. Ved foden af bækken tæt på mit fødested.

Der er tindrende koldt og klart. Jeg befinder mig nogle få hundrede meter fra gaden, jeg blev født, nogle få hundrede meter fra min Farmor og Farfars hus, som forsvandt i et udgravningsprojekt i en anden tid for længe siden. Jeg går tilbage forbi dampvaskeriet og det gamle savværk. For enden af gaden, der er helt tom, dukker A-husene op. Hvert eneste af dem indeholder en historie fra min barndom. Kaptajnen og Tut, Farmands Bjarne og Nelly, Keka Knud og Ingrid, Erik “satan rastme”, skærsliber Andersen, Henny og Jakob og Faster Grethe og Hans med værkstedet fyldt med høvlspåner og en dejlig duft af friskt træ. Faster Grethe boede lige overfor os. Hun havde altid en pakke med blå stimorol klar, når man var faldet og havde slået sit knæ. Navnene og billederne fortsætter så langt øjet rækker. Det er de lige numre. På min venstre hånd. Vejen snor sig præcist som jeg husker det. Man kan ikke se, den anden ende, men den binder Skandinavien sammen med vores dronning Margrethevej. Det blev ikke mere royalt end det. Det var vores verden.

Der var 80 børn i gaden på et tidspunkt, indtil 3 indenfor kort tid mistede livet i trafikken. Min egen søster inkluderet. Det var en kollektiv tragedie og alle var berørte. Selv Søren Kragh Jakobsen omtalte os i radioen og kaldte gaden for “dødens gade” midt i en kampagne for trafiksikkerhed. Sådan tænker jeg nu ikke på den. Jeg tænker på den som mit livs legeplads. Det sted hvor jeg på en gang var allermest tryg og allermest bange.

Der blev spillet fortovskant og 1-2-3 krone. Der blev kørt gaderæs på cykler. Een runde fra Norgesgade gennem Sverigesgade og tilbage igen. Golle snød altid og skar ruten over i 2 med en velkendt smutvej, fordi hjulene på hans lille røde cykel kun var halvt så store som på de andre børns. Det blev stiltiende accepteret. Han blev alligevel altid kun nummer 5 og stjal ingen podieplads. Der var fodboldturnering i vores baghave, hvor man havde accepteret at skulle spille rundt om vores stikkelsbærbusk. Der var dykkerkursus inde hos “Blue Thomsen”, hvor man havde anskaffet sig en svimmingpool. Vi stod 25 børn i en kæde og cirkulerede spande frem og tilbage til Jørgen, der sad i badekarret med varmt vand og fyldte op, så vandet i poolen ikke var 2 cm varmt. Bordtennisturnering i åbningen af garagen, så vestenvinden ikke fik for hårdt fat i de lette bolde. Det var her, jeg som 13-årlig ufrivilligt fik min første brandert fordi naboens Flemming hældte snaps i julegløggen lillejuleaften. Det gik først op for os, hvad der var sket, da alle i de to husstande havde hovedpine da vi vågnede juleaftensdag.

Det er vinter hvor jeg er, og hos faster Grethe har Hans igen i år bygget skøjtebanen rundt om flagstangen i forhaven. En bane der er public for alle gadens børn. Her er der ingen forskelle. Der er hængt lys rundt på gavlen, så vi kan se hinanden i vintermørket. Der er latter og den karakteristiske lyd af mennesker der elsker hinanden, og der gives utilsigtede krammere når vi famler efter hinanden og balancen uden helt at vide, hvad vi ønsker os mest. Og til vores held i aften serverer faster Grethe varm kakao til dem, der har fået for lidt tøj på og til alle de andre.

Lyden fader langsomt ud og minder mig om, den uendelige kærlighed jeg har til dette sted. Hvor tomt mit liv føles uden jer. Hvor rigt mig liv føles med jer i det.

Tilbage forenden af gaden ved foden af bækken, der aldrig blev til mere end det, mens jeg stadig kan høre larmen fra skøjtebanen, kan jeg høre Joni Mitchell holde mig i hånden:

I wish I had a river so long
I would teach my feet to fly
Oh, I wish I had a river I could skate away on
I made my baby say goodbye.

Lyt Alex Vargas synge River af Joni Mitchell.