Det er velkendt, at god litteratur tåler at blive genlæst, hvorved nye lag i teksten kan åbenbare sig og give en anderledes og i bedste fald større oplevelse end ved første læsning.
Det sidste kan skyldes flere forhold, men handler dybest set ikke om værket, men derimod om læseren, som i sagens natur oplever det læste med en lagt større forforståelse end første gang.
Det samme gør sig gældende med de gode film, som ikke bare skal ses på det store lærred, men også gerne genses efter et stykke tid, så det derved bliver i lyset af mere levet liv.
Det sidste gjorde sig ganske kun i begrænset omfang gældende, da jeg den 27. december genså Synkefri efter første gang at have set den ved gallapremieren den 19. november i MovieHouse.
Dengang blev filmen oplevet på en baggrund af festivitas og bobler, hvilket onde tunger givetvis kunne postulere, at det kan have bidraget en smule til den særdeles positive omtale, jeg dengang gav filmen.
Til gengæld fandt gensynet altså nu sted efter at have haft mulighed for at fordøje indtrykkene både af filmen og af mange andres vurderinger af den, som stort set også alle var lutter ros og lovord.
Den eneste lille dråbe malurt, som jeg har set blive dryppet i det boblende bæger, var at finde under rubrikken Slingrekurs i Hirtshals den 30. november af filmanmelder Lasse Winther Jensen i Weekendavisen.
“Indtil ulykken indtræffer, er filmen ren socialrealisme og lydefri periodeskildring. Stortalentet Sylvester Byder spiller den unge dreng Henrik, hvis far er kaptajn på RF2. Han vakler mellem at påbegynde et liv som fisker eller at gå gymnasievejen, og dagene går med at navigere i havnemiljøets sociale koder og dyrke den potente kombination af heavy metal og håndbajere sammen med vennen Claus,” lydet der indledningsvis hos Lasse Winther Jensen.
“Herefter er det, som om Synkefri ikke helt kan komme overens med, hvilken film den gerne vil være. Midt i de efterladtes sorg skifter den overordentligt pludseligt gear fra sensitiv socialrealisme til spændingsfilm. Fra officielt hold afgøres det, at redningsbådens forlis havde rod i besætningens ageren på dækket, men Henrik sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at ulykken skyldtes problemer med selve båden. Han vil kort sagt rense sin fars navn og eftermæle.”
Rent dramaturgisk bevirker det ifølge den kritiske anmelder, at den unge hovedperson går fra at have walkman og øl som yndlingsbeskæftigelser til med ild i blikket at nærstudere arkivoptagelser af redningsbådens synketest, hvilket angiveligt ikke føles som den Henrik, vi lærte at kende i starten af Synkefri.
Deri har anmelderen til dels en pointe, men ved gensynet opleves det skift i karakter altså bare ikke så paradoksalt og skævt, som det her fremstilles, men derimod som en logisk og helt naturlig konsekvens af hovedpersonens udvikling, som netop er skabt og skubbet i drift af afsløringen og konflikten i miljøet.
Derfor kan jeg faktisk varmt anbefale alle at se og altså tillige at gense, hvis den allerede er set, lokale Christian Andersens rørende smukke gennembrudsfilm Synkefri, som da også sidenhen har gået sin sejsrgang ikke bare i Vendsyssel, men i biografer over alt i Danmark.
Gensynet blev i flere henseender glædeligt!
Link til to af flere tidligere artikler