Farvepragt og fygesand
Der er fygesand langs stranden
vinden er i sydsydvest
havets friske duft af saltvand
svæver i den stride blæst
her er mågeskrig og brænding
marehalmen hilser på
når den bukker pænt i vinden
ganske høfligt strå for strå
Der er farvepragt på himlen
selv om lyset er i skred
snart vil solens sidste stråler
bag ved havet finde fred
jeg kan høre hjertet banker
på til sindet og vil ind
for det er en smule køligt
i en fugtig aftenvind
Der er fygesand langs stranden
og det føg ind i mit sind
da jeg lindede på døren
for at lukke hjertet ind
ude nær ved horisonten
daler solen sagte ned
og nu er her ganske roligt
dagen den har fundet fred
Der er farvepragt på himlen
rød orange lyseblå
der er farvepragt i sindet
og i hjertet ligeså
over havet svagt fornemmes
lysets sidste melodi
for nu lukker aftenhimlen
ganske langsomt øjet i
Netavisens huspoet Poul Jansen ønsker med digtet ovenfor alle et godt og lykkebringende nytår. Digtet er fra den kommende digtsamling Vesterhavets poesi, som forventes udgivet i løbet af foråret sammen med billedkunstner Laila Pallisgaard.