Råger er kloge fugle, som laver kolonier tæt på mennesker. Her kan de være i nogenlunde sikkerhed for deres naturlige fjende duehøgen, som er meget sky overfor mennesker.

Rågepar holder sammen hele livet og kommunikere livligt, hver gang de mødes. Dette sker ret højlydt, og flere steder i vore byer er folk generede af deres snak. Derfor regulerer Hjørring Kommune i samarbejde med lokale jagtforeninger antallet ved at skyde voksne fugle fra 15. januar til 15. marts og senere ungerne fra 1. maj til 15. juni.

I Hjørring, Vrå og Sindal blev der sidste år i alt skudt hele 2748 rågeunger og et mindre antal voksne råger. Da rågen er fredet søger kommunen dispensation til reguleringen ved Naturstyrelsen.
I onsdags gik Martin og Lars en tur gennem Skt. Knuds Kilde, men fik kun en enkelt af de kloge voksenfugle med hjem. De fortalte, at man er velkommen til at tage kontakt til reguleringsjægerne, hvis man vil høre mere.
Kilde: Hjørring Kommune.


