Sindal Frimærkeklub begynder vinter/forårssæsonen onsdag den 10. januar klokken 19.30 i Aktivhuset på Markedsgade 25 i Sindal. Der er mødeaftner hver anden onsdag til og med onsdag den 20. marts, hvor der er sæsonafslutning. Det koster ikke noget at deltage, og der er ingen tilmelding.
Selv i en moderne tid med edb, elektronisk post og en ny postlov, der blandt andet afskaffer befordringspligten for PostNord, er det fortsat populært at samle på frimærker, der gemmer på spændende historier og begivenheder.
Den nye postlov betyder også, at de hidtidige frimærker er ugyldige til indlandsbreve og erstattes af frankeringsmærker. Samtidig hæves prisen til mindst 25 kroner for et brev mellem 0 og 100 gram.
En frimærkesamler kan ikke undgå at blive grebet af historiens vingesus, når han eller hun ser på de små frimærker, der som oftest beskriver begivenheder i verdenshistorien. Det er dog ikke kun historiske begivenheder, der er afbildet på frimærkerne. Der er også mange motiver med fugle, der er et meget yndet samlerobjekt, eller dyr, biler, flyvemaskiner og mange andre motiver, så der er nok at samle på.
– Vi har frimærker fra mere end 125 lande i vores byttesamling, der frit kan vælges imellem til ens samling uden udgifter. Vi har også samlemapper, der kan fås uden beregning, fortæller Benny Risager, der er formand for Sindal Frimærkeklub.
Sindal Frimærkeklub er egentlig ikke nogen klub, for der er ingen vedtægter, ingen bestyrelse, ingen formelt udpeget formand og intet kontingent. Det er blot omkring 15 ivrige frimærkesamlere, der mødes hver anden uge i Aktivhuset, hvor de hygger sig med deres hobby og samtidig udveksler erfaringer og bytter frimærker.
– Nye frimærkesamlere er meget velkommen til at slutte sig til fællesskabet, og i Aktivhuset er der kompetent hjælp at hente, hvis man ønsker at starte en frimærkesamling eller blot få styr på en samling, der måske har ligget hengemt på loftet i årevis, lyder det fra Benny Risager.