Hvert år er tusindvis af patienter i hele landet afhængige af blod og blodprodukter for at overleve eller blive raske efter sygdom, hvilket også gælder på regionshospitalet i Hjørring.
Hver portion hjælper tre mennesker. Det kan være en kræftpatient som har brug for blod i forbindelse med behandling, ved operationer eller fødsler, eller ved kroniske sygdomme. Få alvorlige hændelser kan gøre lageret kritisk på meget kort tid. Derfor er det vigtigt at have et stabilt lager af blod i blodbanken.
Behovet for flere bloddonorer i Hjørring skyldes blandt andet mangel på plasma på verdensmarkedet og beslutningen om, at vi skal være selvforsynende med plasma. Sidstnævnte bruges til at fremstille medicin, der er livsnødvendig for blandt andet patienter med nedsat immunforsvar, som ikke kan bekæmpe infektioner selv.
– De frivillige i BD Vendsyssel arbejder målrettet på at rekruttere nye frivillige bloddonorer i lokalområdet. Jeg håber, at vores indsats giver endnu flere danskere lyst til at redde liv som bloddonor og på den måde gøre en livsvigtig forskel for andre mennesker, siger formand Per Højen fra Bloddonorerne i Vendsyssel.
For at blive bloddonor skal du være mellem 17 og 65 år, sund og rask og veje mindst 50 kg. Medicin, sygdomme og andre faktorer kan betyde, at du ikke kan blive bloddonor. Læs mere på www.bloddonor.dk